Skolechef Jens Kvist meddeler: Indstillingsudvalget på Nr. Søby Skole har i enighed valgt at pege på Michael Varmdal Mogensen, som ny skoleleder på Nr. Søby Skole pr. 1.8.2015.
Michael Varmdal Mogensen er bekendt med Nr. Søby Skole, idet han har været konstitueret skoleleder fra august 2014.
Han er 37 år og bor sammen med sin samlever og i Dommerby. Michael er far til to døtre på seks og tre år. Michael har været ansat på Nr. Søby Skole siden sommeren 2006, hvor han kom fra Oddense skole. Dermed kender Michael både skolen, børnene og kollegerne særdeles godt.
Michael fortæller: "Der er et godt og solidt foreningsliv her i Nr. Søby, det smitter af på skolen, og jeg mærker en stor opbakning fra forældrene her i byen.
Nr. Søby skole ligger jo i et fantastisk område, vi har en god legeplads, vi har mulighed for at bruge hallen dagligt og skoleskoven ikke at forglemme. Samtidig giver den unikke placering af børnehaven (red: hvis bygninger hænger sammen med skolen) en kæmpe fordel for børnene her i byen. Alle kender alle, og alle er en del af fællesskabet."
Nr. Søby Skole er en af de få skoler i Skive Kommune, hvor børnetallet er stigende, og samtidig er det kommunens største grundskole. Der starter 25 nye elever i børnehaveklassen elevtallet sniger sig dermed op over 170.
Skolechef Jens Kvist udtaler: "Jeg glæder mig meget til samarbejdet med Michael"
Der var 9 ansøgere til stillingen som ny skoleleder, hvoraf fire var indkaldt til samtale.