Ådalskolen åbner igen på mandag

Uddannelse:

Siden tirsdag i denne uge har der været tomt i klasseværelserne på Ådalskolen, da alle elever og medarbejdere har været sendt hjem. Det skete i forlængelse af, at fem af skolens elever viste sig at være ramt af coronavirus.  

Nu er Ådalskolen ved at være klar til at åbne igen. På mandag slår skolen dørene op efter en uge, hvor elever og medarbejdere har været sendt hjem på grund af coronasmitte. Mandag morgen fik skolen besked om, at der var tre af skolens elever, der var blevet testet positive for corona. Derfor blev tre årgange sendt hjem med besked om at blive testet. Tirsdag morgen blev yderligere tre årgange sendt hjem, da der blev konstateret to nye tilfælde af coronasmitte blandt eleverne. Senere samme dag blev også den eneste årgang, der var tilbage på skolen, sendt hjem for at blive undervist hjemmefra.

- Vi glæder os til igen at kunne modtage vores elever. Det betyder meget for dem at komme i skole og være sammen. Fællesskabet er vigtigt både for deres trivsel og læring, siger Mette Nielsen, der er souschef i Skole- og Dagtilbudsafdelingen i Skive Kommune.

- Vi var også i tæt dialog med de nationale sundhedsmyndigheder, da vi sendte eleverne og medarbejderne hjem med beskeden om at lade sig teste. De fik også at vide, at de ikke kunne komme tilbage i skole, før de kunne fremvise et negativt testresultat. Og det er heldigvis de resultater, vi håbede på, vi nu kan se tikke ind. Derfor gør vi klar til at åbne på mandag.

Da eleverne nu har været i isolation i 7 dage efter sidste udsættelse for smitte kan de jf. retningslinjerne komme i skole igen.

Under hjemsendelsen har bekendtgørelsen om nødundervisning været gældende. Det betyder, at elevernes skema er anderledes end det, de plejer at følge.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk