Med en vindertid på 1.11,8a/1600 meter viste Tyrrell As at dens træner Gordon Dahl har noget at have det i, når han tidligere har udtalt, at hesten er en kommende topsprinter.
Der var fartfest mandag aften på Skive Trav, hvor man så flere rigtigt flotte vindertider. Hurtigst af alle løb Gordon Dahl trænede Tyrrell As, der med tiden 1.11,8a/1600 meter rekordforbedrede med 1,1 sek. og sejrede i klassen under 250.000 kr.
Det var jævnt tempo løbet igennem, der grundlagde den flotte vindertid. Fra start var der hård kamp om føringen mellem Bent Svendsens Sigurd og udvendige Speed A Bærs med Morten Juul. Netop som sidstnævnte så ud til at lykkes med at passere Sigurd, måtte Morten Juul sande at det gik en anelse for hurtigt og Speed A Bærs kapitulerede med galop, fortæller Claus Juncker fra Skive Trav.
Fremme i føring var Sigurd blevet vældig gålysten af den hurtige åbning og selvom alle hestene lå på en lang linje, var kilometer noteringen hurtige 1.12,4. Velplaceret i ryg lå Tyrrel As med Birger Jørgensen og her kunne den lune sig til midten af sidste sving, hvor Birger Jørgensen bad den om at engagere den førende. Kort ind på lige bane fik Tyrrell As et sikkert greb og uden at kusken for alvor bad den om noget, spadserede den væk fra konkurrenterne til en sikker sejr med 4 længder. Andenpladsen gik til Knud Mønsters Sindy Skovsende og tredjepladsen til Sigurd, der holdt flot ved.
Efter dagens præstation er det svært at være uenig med Gordon Dahl i, at ejeren Stutteri Disney i Tyrrell As har en kommende topsprinter.
Netop Gordon Dahl kunne efter løbet se flere positive momenter i dagens præstation.
- Jeg synes at det var utroligt positivt at se ham blive kørt bagfra, hvor han brugte kræfterne rigtigt. Han har tidligere haft det problem, at han bliver lidt for ambitiøs hvis man gasser med ham fra start.
- Også stilmæssigt var han super fin. Han har tidligere været bedst højrevejren rundt, men i dag viste han sig fra sin bedste side.
- Ifølge Birger var sejren helt let. Det var med vattet sparet og kræfter i behold. Det vigtigste er nu at vi kan holde ham afslappet og iorden. Jeg tror på at han kan forbedres yderligere og havne lige under de bedste.
Endnu en vinderbuket til Dahl og Stutteri Disney
Stutteri Disney og Gordon Dahl fik endnu en vinderbuket, da træneren selv bragte Buckaneer til sejr i løbet for klassen under 25.000 kr.
Opskriften var også her et løb i ryg på en førende Bent Svendsen hest, denne gang i skikkelse af løbets favorit Brave Challenger.
Gordon Dahl og Buckaneer kunne med en kilometer notering på 1.15,2 nyde godt af, at tempoet var flot for klassen og de valgte klogeligt, at vente med at sætte angrebet ind til opløbet, hvor de via open stretch angreb den førende. De to ekvipager lå side ved side, da Brave Challenger slog på en galop og dermed kunne Buckaneer gå frem til karrierens første sejr i tolvte forsøg. Sejren blev sikker med en længde til Blue Van, mens tredjepladsen gik til Brilliant Star.
Buckaneer er en hest der har døjet en del med bentøjet og Gordon Dahl er ikke bange for at påtage sig en del af ansvaret i den henseende.
- Han var knap nok klar i de første starter og har døjet rigtigt meget med ømheder og skavanker.
- Den gik rigtigt godt i dag og bliver bare bedre og bedre. Vi arbejder fortsat med bentøjet og han mangler kun 10% i at være helt iorden. Han skal bare starte på i almindelige løb med fornuftige intervaller, mens vi lige får styr på det sidste, afslutter Gordon Dahl.