Skive Travs nyeste skud på trænerstammen, Jeppe Rask, har fået en fin start på trænerkarrieren med pt. 20 heste i træning. Det har dog ikke vrimlet med sejre, men det kan velafstammede Abby Sisa måske lave om på.
Abby Sisa startede karrieren lovende, og blev godkendt som 2-års i fine 1.20,0. I sin blot andet start gik ENS Snapshot-datteren 1.16,4a/1900m i Billund for René Kjær, hvor hun bl.a. var slået af Hoppe Derby-deltageren Above From De Hess.
I starten efter vandt Abby Sisa i Århus, og slog ved den lejlighed bl.a. Aros Line og Global Sunset. Abby Sisa har dog ikke startet siden 3-års hoppeprøven i Århus i midten af 2015, så det er spændende, om Jeppe Rask kan få den velafstammede hoppe på benene igen.
- Hun træner i hvert fald fint, men det er lidt spændende, om hun kan holde sammen på det hele, når det virkelig gælder. Hun er en fin type, og bortset fra Ole Benders Vilbert, så er de andre vel til at tale med, lyder det fra Skive-træneren, som er noteret for otte sejre i år. Det er et væsentligt lavere antal end de foregående år, hvor Rask kørte som jockey hos Danmarks førende travtræner Flemming Jensen, men sådan må det nødvendigvis være, mener Jeppe Rask.
- Ja, oppe hos Flemming fik jeg jo en masse gode køreture, og jeg vandt blandt andet DM med Montgomery Hill og Golden Cup med H R Arn. Jeg har gode hesteejere i stalden, og også gode heste, men langt over halvdelen af de 20 er jo enten åringer eller ustartede, fortæller Jeppe Rask, som også har Staro Grenada til start i Odense.
- Hun er ganske hurtig fra start, og planen er vel at køre med fra start, og så slippe til favoritten Alberte Hastrup, afslutter Jeppe Rask.