Opsamling på weekendens resultater.
Søndag i Aalborg var Peter Rudbecks Stand And Deliver flyvende. Birger Jørgensen kørte som ventet til spids, og han lod en gålysten Stand And Deliver om at bestemme tempoet, og han vandt i den fremragende banerekordtid 1.10,7a/1600m. Løbet var et Liga 1-løb og der var 25.000 kr. i førstepræmie.
I Århus var det amatørenes heste, der var i fokus.
Mogens Svenstrup har fået et comeback i løbene, og han vandt en flot sejr med sin Rex, som kom spurtende til slut i et amatørløb og løb forbi Per Juuls Tonight Muddi.
Per Juul kom dog også på vinderpladsen, da han vandt et formløb med Tricolor Hornline, som var stærkest til slut.
Charlotte Lohmanns Rydens Dreamstar gik fejlfri, og det gav en fin sejr kørt af sønnen Kasper Foget.
John E Andersens New Lollipop stod for dagens oddsbombe, da han vandt montéløbet redet af Iben Engholm. Royal Fine forsøgte at komme forbi, men blev flot afvist.
I Norge vandt Sabina Gammelgård sølv i Nordisk Mesterskab for Montéryttere, og hun var ikke langt fra den samlede sejr efter anden og tredjeplads i de tre løb.