Det bliver ikke større for travtræner Bent Svendsen fra Skive, der har kvalificeret to heste til start i Dansk Trav Derby. Et resultat af flere års drømme og målrettet træning.
Søndag 30. august afvikles det historiske Dansk Trav Derby på Charlottenlund Travbane. Det største og mest prestigefyldte hestevæddeløb man kan vinde i Danmark.
Travhestene har kun en chance i livet for at vinde derbyet. Års målrettet træning og drømme omsættes til små fire minutters kraftudladning. Der er penge, prestige og historieskrivning på spil.
Travtræner Bent Svendsen fra Skive har tidligere prøvet at vinde derbyet. Det var i 2003, hvor han sejrede med hesten Good Guy D.K. I år er hans stald repræsenteret med to heste, og han fortæller, at derbystarten er kulminationen på flere års hårdt arbejde.
"Når mine hesteejere køber en étårig hest, har de kun ét mål i sigte: At få hesten med i Dansk Trav Derby, når den er fire år gammel. Der er selvfølgelig mange penge på spil i løbet, men det er i langt højere grad prestigen ved at have en derbyhest, der tæller", forklarer Bent Svendsen.
Som professionel travtræner planlægger han sæsonen efter, at staldens heste skal toppe netop omkring derbyet.
"Selve derbymeetinget er højdepunktet på året. Og for os, der lever af travsporten, er det at kvalificere en hest til selve derbyet simpelthen det ultimative. Det kan vel sammenlignes med fodboldspilleren, der spiller sin første landskamp i Parken."
I dette års derby kører Bent Svendsen hesten Elegant C N, mens han har valgt Skive-kollegaen Morten Friis til at varetage chancerne bag staldens anden derbyhest, Eddie Cook.
"Elegant C N er den bedste chance af de to. Han er stærk og med lidt held på vejen kan han måske snuppe en tredje- eller fjerdeplads. Eddie Cook får det nok sværere, da der er meget hård modstand i årets derbyfelt. Måske kan han hente en lille pengepræmie i løbet. Der er trods alt præmier til otte ud af de tolv startende deltagere", siger han.
Folkefest, sammen hver for sig
Med Dansk Trav Derby som omdrejningspunkt for en folkefest, samles der den sidste weekend i august normalt mere end 10.000 tilskuere på Charlottenlund Travbane. Men med Covid-19 og forsamlingsforbud er intet normalt. De store tribuner på Charlottenlund Travbane vil føles nærmest mennesketomme og den store folkefest holdes i år sammen hver for sig.
Væddeløbsbanerne i Aarhus, Aalborg, Odense, Skive og Billund afholder under hensyntagen til Covid-19-restriktioner sociale derbyarrangementer, og så bliver årets derby også bragt direkte hjem i 1,7 mio. danske stuer af tv-kanalen Sport Live, der i august figurerer som prøvekanal hos kabel-tv-udbyderne YouSee og Stofa.