Børnehjertefonden arrangerer i samarbejde med Dansk Svømmeunion det landsdækkende arrangement Den Store Svømmedag – hvert tag tæller.
Børnehjertefonden arbejder med flere sundhedsformidlende projekter rundt i landet og vil sammen med Dansk Svømmeunion invitere børn, unge, voksne og gamle til at hoppe i vandet og svømme penge ind til Børnehjertefonden, hvor der arrangeres gratis svømning landet over.
Til oktober er Børnehjertefonden og Dansk Svømmeunion klar med Den Store Svømmedag, hvor alle danskere kan svømme gratis i mange af landets svømmehaller og -klubber.
I en videreudvikling af begivenheden, Danmark Svøm Langt, vil de to parter sætte fokus på sundhed, støtte hjertebørn og få flere danskere i bassinet.
Formålet er at nå ud til den bredde befolkning, som kan få en sjov dag i vandet og forsøge at svømme så langt som muligt.
Også Børnehjertefondens svømmeteam, med det talentfulde hjertebarn og elitesvømmer Sarah Mariner i front, deltager d. 5. oktober for at vise, at hjertebørn trods sygdom sagtens kan dyrke motion på lige fod med alle andre.
Motionsekspert i Hjerteforeningen, Martin Walsøe, fortæller:
”Svømning er en unik motionsform for såvel raske mennesker som hjertebørn. Overbelastning på kroppen er minimal, og der er derfor ikke de store skader forbundet med svømning. Når man svømmer, træner man sine store muskelgrupper i både arme og ben, og dermed træner man sit hjerte rigtig godt”.
Der er GRATIS ADGANG til arrangementet rundt omkring i landets svømmehaller – og altså også i Durup.