30 oktober er sidste dag med testbilen i Skive

Bliv testet for Corona
Foto: Pixabay
Bliv testet for Corona
Servicemeddelelser:

Det er ved at være sidste chance, hvis planen er at lade sig teste ved den testbil, der har været i Skive i snart tre uger. I dag holder den for sidste gang ved Drivhuset i Østergade. Test-ressourcerne fordeles ud fra de steder, hvor behovet er størst – og smittetallet i Skive er faldende.

 

Den første testbil i denne omgang trillede ind på Ådalskolen, da efterårsferien begyndte. Elever og personale var hjemme på ferie, så der var god plads. Den efterfølgende weekend kom den til at holde ved Drivhuset i Østergade, hvor den har holdt lige siden. I morgen, fredag, holder den der for sidste gang. I hvert fald i denne runde. For smittetallet i Skive er faldet en del, siden testbilen trillede inden for bygrænsen for snart tre uger siden.

 

- Vi har været meget glade for at have testbilen her i Skive. Borgerne har også taget rigtig godt imod muligheden for at lade sig teste. Der har været mange igennem, som måske ikke ville have benyttet sig af muligheden, hvis den ikke havde været så tilgængelig, siger Mette Nielsen, der er souschef i Skole- og Dagtilbudsafdelingen i Skive Kommune.

 

- Heldigvis er smittetallet også faldet i løbet af de seneste uger. Der var jo nogle dage i perioden, hvor vi lå blandt de fem kommuner i landet, der havde flest nye smittede. I går lå vi på en 61.-plads. Og det er jo sådan, at test-ressourcerne bliver kanaliseret derhen, hvor behovet er størst. Det er det ikke længere her hos os, og det er jo kun glædeligt.

Fortsat fokus på retningslinjer

Det betyder ikke, at coronasmitten er væk i Skive Kommune. Der tikker stadig meldinger ind om flere smittetilfælde næsten hver dag. Men der er ikke tale om nær så mange, som der har været.

- Det betyder også, at vi fortsat skal være meget opmærksomme på at overholde de gældende retningslinjer. Vi skal fortsat huske at holde afstand, holde fokus på hygiejne, være opmærksomme på forsamlingsforbuddet og så videre. Det gælder os alle sammen. For det er jo ikke nok, at vi som kommune melder nogle retningslinjer ud. Det er hver og én af os, der skal tage ansvar for vores adfærd. Og det kan vi se, at borgerne i Skive Kommune har været rigtig gode til. Det er også vores oplevelse i kontakten med foreningslivet og kulturinstitutionerne, at de har været hurtige til at omsætte retningslinjerne til konkret virkelighed. Det er vi meget taknemmelige for, siger Mette Nielsen.

 

Testbilen er åben fra 9-15.30

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk