I uge 40 i perioden mandag den 28. september til lørdag den 3. oktober 2015 gennemførte politiet en landsdækkende målrettet indsats mod uopmærksomhed i trafikken.
Indsatsen støttede Rådet for Sikker Trafiks kampagne "Kør bil, når du kører bil" og Færdselssikkerhedskommissionens nationale handlingsplan, hvor uopmærksomhed indgår som et ud af ti indsatsområder for at begrænse antallet af uheld i trafikken.
Undersøgelser viser, at uopmærksomhed er blandt de hyppigste uheldsfaktorer og kan være årsag til en tredjedel af alle uheld. Den udvidede dødsulykkesstatistik angiver, at i 2013 har manglende eller utilstrækkelig opmærksomhed været medvirkende uheldsårsag i 24 % af dødsulykkerne.
Trafikanter har for ofte fokus på andre opmærksomhedskrævende ting end det at koncentrere sig om trafikken. Det kan for eksempel være at tale i mobiltelefon, skifte cd, indtage mad og drikke, betjene GPS eller tage sig af urolige børn.
Ved kontrollerne blev der i perioden standset 2.051 køretøjer, og der blev konstateret 1.074 forseelser, heraf
- Benyttet håndholdt mobiltelefon: 370
- Manglende brug af sikkerhedssele: 227
- Kørsel over for rødt lys: 93
Endvidere blev 9 af de standsede bilister sigtet for spirituskørsel i den landsdækkende kontrol.
Resultatet viser, at der fortsat er mange, der ikke forstår de risici, der er forbundet med at tilsidesætte de mest elementære sikkerhedsregler, når man kører bil eller i øvrigt færdes i trafikken.