Traditionen tro afholder mange restauranter og værtshuse over hele landet arrangementer for at markere ”J-dagen” – dagen hvor årets julebryg frigives.
”J-dagen” markeres fredag den 3. november 2017 kl. 20:59.
Politiet er klar med en landsdækkende målrettet indsats rettet mod spiritus-/narkotikakørsel i dagene fra torsdag den 2. november til søndag den 5. november. Politiet vil være tilstede alle dage og udføre kontroller i anledning af frigivelsen af julebryggen.
Politiet opfordrer derfor til, at man på forhånd aftaler, hvem der skal køre bilen hjem efter festlighederne, eller at man tager en taxi eller bus hjem.
Selv om den generelle holdning er, at det er uacceptabelt at køre i påvirket tilstand,er spirituspåvirkede bilister fortsat involveret i hver 7. dødsulykke.
Ved den tilsvarende indsats i 2016 blev der landet over i løbet af de 4 kontroldage sigtet 105 spirituspåvirkede førere, hvoraf 26 var involveret i færdselsulykker, mens 70 førere blev sigtet for at køre i narkotika eller medicinpåvirket tilstand, hvoraf 4 var involveret i færdselsulykker.