I denne uge gennemfører politiet landet over en målrettet indsats mod for høje hastigheder.
Selv om antallet af alvorlige trafikuheld fortsat falder i Danmark, er der stadig for mange bilister, der kører alt for hurtigt og dermed udsætter sig selv og andre for en større risiko for uheld.
For høj hastighed øger både risikoen for uheld og gør konsekvenserne værre, når uheldet er ude.
Der køres især for stærkt på landevejene, hvor mere end 60 procent af trafikanterne kører over den tilladte grænse. Det er også der, de fleste alvorlige ulykker sker.
Hvorfor indsats mod hastighed?
- For høj hastighed vurderes at være den hyppigste årsag til trafikulykker med alvorlig tilskadekomst og dødsfald.
- I halvdelen af samtlige dødsulykker med personbil i 2013 kørte føreren over hastighedsgrænsen.
- Høj hastighed kan både være årsag til, at uheldet sker og grunden til, at det bliver alvorligt.
- I byerne kan selv små hastighedsoverskridelser medføre meget alvorlige personskader hos fodgængere og cyklister, hvis de påkøres. Hvis eksempelvis en bil kører ind i en fodgænger med 75 km/t., er der 50 procent risiko for, at fodgængeren vil dø af det.