Landsdækkende hastighedskontrol hele ugen

Foto: Rigspolitiet
Politi og retten:

Politiet landet over gennemfører fra mandag den 2. maj til søndag den 8. maj en målrettet indsats mod hastighedsovertrædelser.

Kontrollen er koordineret med Sikker Trafiks kampagne "Sænk farten - en lille smule betyder en hel del". Samtidig afholder Vejdirektoratet en ”Hold afstand kampagne”, som Politiet ligeledes støtter op omkring.

”Selv om antallet af alvorlige trafikulykker fortsat falder i Danmark, er der stadig for mange bilister, der kører alt for hurtigt og dermed udsætter sig selv og andre for fare”, udtaler Erik Terp Jensen, chef for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter. Der er en klar sammenhæng mellem farten på vejene og antallet af dræbte og tilskadekomne.

Der køres især for stærkt på landevejene, hvor mere end 60 procent af trafikanterne kører over den tilladte grænse. Det er også der, de fleste alvorlige ulykker sker.

Ved for tæt kørsel på motorvejene, hvor der opstod bagendekollisioner blev 13 personer dræbt, 41 kom alvorligt til skade og 32 kom lettere til skade i 2014.

I alt skete der 53 bagendekollisioner med personskade i 2014 på motorvejene, fordi der ikke var holdt sikker afstand.

Hold afstand
Det er risikabelt at køre for tæt på en forankørende, og det er en overtrædelse af færdselsloven. Afhængig af grovheden af overtrædelsen kan man risikere at få en bøde, et klip i kørekortet eller en betinget frakendelse af førerretten. Det skete sidste år for mere end 500 bilister.

 - Mange bilister er ikke opmærksomme på, at de kører for tæt. Når politiets medarbejdere stopper bilister i trafikken og viser filmoptagelser af deres kørsel, bliver mange overraskede over, at de ikke holder tilstrækkelig afstand og dermed skaber farlige situationer, siger Erik Terp Jensen.

Fakta om hastighed:

  • For høj hastighed vurderes at være den hyppigste årsag til færdselsulykker med alvorlig tilskadekomst og dødsfald.
  • I næsten halvdelen af alle dødsulykker med personbil i 2014 kørte føreren over hastighedsgrænsen.
  • I byerne kan selv små hastighedsoverskridelser medføre meget alvorlige personskader hos fodgængere og cyklister, hvis de påkøres.

Fakta om for tæt kørsel:

  • Ved for tæt kørsel, fratager du dig selv og andre muligheden for at reagere.
  • For tæt kørsel kombineres tit med uopmærksomhed, og er den hyppige årsag til harmonikasammenstød.
  • Manglende afstand er det største irritationsmoment blandt trafikanterne jf. en måling lavet af Vejdirektoratet i 2015.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk