For mange dør af uopmærksomhed

Politi og retten:

Der sker alt for mange trafikulykker på grund af uopmærksomme trafikanter. Nu vil Skive Kommune med en aktuel kampagne minde flere om at køre bil, når de kører bil. Samtidig varsler Politiet kontrol på vejene.

Få sekunders uopmærksomhed kan få store konsekvenser i trafikken. Hvis man lige kigger på mobilen, roder efter solbrillerne i handskerummet eller rækker en sut til barnet på bagsædet, så har man kørt mange meter i trafikken uden at se, hvad der sker på vejen.

Nu vil Skive Kommune sammen med Rådet for Sikker Trafik med en aktuel kampagne sætte fokus på problemet med uopmærksomme bilister.

Vejdirektoratets Dødsulykkesstatistik fra perioden 2010-2014 viser, at alene i Midt- og Vestjyllands Politikreds har 50 mennesker mistet livet i trafikken, fordi de selv eller andre var uopmærksomme.

- Det er vigtigt, at flere får fokus på at køre bil, når de kører bil. Når man kører i trafikken har man et kæmpe ansvar over for sig selv, sin familie og andre trafikanter. Derfor advarer vi med en aktuel kampagne om, at hvis man er uopmærksom i selv få sekunder, så kan det gå galt. Så det klare budskab herfra er, ”Kør bil, når du kører bil”, siger Mette Sørensen fra Skive Kommune.

Hvad laver du bag rattet?
På landsplan er der uopmærksomhed involveret i omkring hver tredje dødsulykke. Undersøgelser viser, at i syv ud af ti tilfælde er det ting inde i bilen, der tager bilisternes opmærksomhed. Det er for eksempel når bilisten roder med mobilen, radioen, GPS´en eller noget helt fjerde, som fjerner blikket fra trafikken og hænderne fra rattet.

Samtidig med at Skive Kommune opfordrer flere til at have fokus på trafikken, når de sidder bag rattet, så sætter politiet også ind med kontrol på vejene fra den 12-18. september.

På Sikker Trafiks hjemmeside kan man se videoer, hvor politiet har filmet bilister, der læste papirer, taster på GPS eller er optaget af andre ting inde i bilen og ikke ser, hvor de kører – findes under link nedenfor.

Fakta
Så langt kører du i blinde, hvis du kigger væk i fire sekunder (Kilde: Rådet for Sikker Trafik):

  • 50 km/t. = 56 meter
  • 80 km/t. = 89 meter
  • 110 km/t. = 122 meter


Når du er uopmærksom, er du en farlig bilist: 

  • Du bliver dårligere til at afkode trafikken
  • Du overser f.eks. andre bilister, cyklister eller fodgængere
  • Din reaktionstid bliver længere
  • Standselængden bliver længere
  • Du kan overse skilte og vejafmærkninger
  • Du er mindre opmærksom på sidespejle og bakspejl
  • Du kan slingre – og i værste fald køre af vejen eller ende i modsatte vejbane

Herunder antal dræbte personer i trafikulykker, hvor de selv eller andre trafikanter har været uopmærksomme (kilde: Vejdirektoratet, 2010-2014):

  • Nordjyllands Politikreds: 24
  • Midt- og Vestjyllands Politikreds: 50
  • Østjyllands Politikreds: 38
  • Sydøstjyllands Politikreds: 31
  • Syd- og Sønderjyllands Politikreds: 43
  • Fyns Politikreds: 31
  • Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politikreds: 31
  • Midt- og Vestsjællands Politikreds: 42
  • Københavns Vestegns Politikreds: 16
  • Københavns Politikreds: 19
  • Nordsjællands Politikreds: 26
  • Bornholms Politikreds: 3

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk