Politiet landet over deltager i næste uge i en fælles europæisk politiindsats mod manglende brug af sikkerhedsseler og andet sikkerhedsudstyr samt brug af håndholdt mobiltelefon under kørslen.
Bag indsatsen står TISPOL, der står for samarbejdet mellem færdselspolitiet i hele Europa. Indsatsen er delvist finansieret af EU-kommissionen.
Brug af sikkerhedssele er et meget effektivt værn mod at komme til skade eller dø ved en trafikulykke. Brugen af sikkerhedssele reducerer således sandsynligheden for som bilist at blive dræbt i et uheld med 50 procent.
Distraktion i trafikken er meget andet end mobiltelefoner, men det er de håndholdte mobiltelefoner, der er ulovlige at bruge som bilist. Uheldsrisikoen ved at tale i håndholdt mobiltelefon under kørslen er op til fire gange højere end ved ikke at bruge telefonen.