Frem til slutningen af november vil den mobile politistation besøge 13 forskellige steder i de mindre byer i Skive Kommune.
Fra slutningen af oktober og en måned frem vil den mobile politistation blive opstillet til borgerbetjening 13 steder i oplandet til Skive. Mobilstationen vil i udgangspunktet være bemandet af politibetjente med et indgående kendskab til lokalområdet.
Som borger kan man henvende sig i mobilstationen med information og spørgsmål i relation udfordringer i lokalområdet. Det kan eksempelvis handle om bekymring for indbrud, tyveri, spirituskørsel, generende knallertkørsel, nabostridigheder m.v.
Politiet tager også meget gerne imod borgernes viden om spirende lokale problemer såsom bekymrende tidlig alkoholdebut for unge i området eller mistanke om narkosalg på bestemte matrikler m.v. Politiet modtager også anmeldelser i den mobile politistation.
Og endelig er borgere, der ikke har et konkret politifagligt spørgsmål på hjerte, men blot ønsker at se den mobile politistation eller få en snak med politiet på stedet, velkommen til at kigge indenfor.
Et tryghedsskabende tiltag
Midt- og Vestjyllands Politi har siden januar 2018 haft glæde af den mobile politistation, som på baggrund af borgernes behov kører rundt i kredsen. Den mobile politistation skal være med til at skabe mere tryghed for borgerne ved at sikre, at politiet er synligt og tilgængeligt i alle dele af politikredsen – og ikke kun, når patruljer rykker ud på en opgave.
Den mobile politistations rundtur i Skive Kommune sker som opfølgning på Justitsministeriets lancering af det nationale udspil ”Nærhed og Tryghed”, der giver mobile politistationer en større rolle i landets politikredse. Og således også i Midt- og Vestjyllands Politi.
Mobilstationen kommer igen
Med 13 holdepladser kan den mobile politistation ikke komme hele kommunen rundt i denne ombæring. Derfor vil den mobile politistation komme igen med jævne mellemrum. På nuværende tidspunkt er det planlagt, at den mobile politistation vil komme på besøg i Skive Kommune i tre længere perioder i 2019. Den præcise plan med tid og sted for mobilstationens fremtidige besøg vil blive annonceret, når tiden nærmer sig.
Borgere, foreninger, erhvervsdrivende og institutioner i Skive Kommune, som ønsker besøg af den Mobile Politistation på et sted, som ikke allerede indgår i politiets plan, er velkomne til at rette henvendelse til Skive Lokalpoliti, der herefter vil forsøge at imødekomme ønsket i kommende planer for mobilstationen. Kontakt kan ske via tlf. 114 og mvjyl@politi.dk.
Plan for mobilstationens besøg i Skive Kommune
Tirsdag 30. oktober:
- Spar Lem, Vesterbrogade 1, Spøttrup, kl. 10.00-12.00
- Min Købmand, Viborgvej 273, Nr. Søby, Højslev, kl. 13.00-15.00
Onsdag 31. oktober:
- Dagli' Brugsen, Søndergade 5, Balling, Spøttrup, kl. 09.00-11.00
- City Vest, Skive, kl. 13.00-15.00
Tirsdag 13. november
- Dagli’ Brugsen Fur, Sundevej 3A, Fur, hele dagen
Onsdag 14. november
- Rødding Brugsforening, Borgergade 19, Spøttrup, kl. 09.00-11.00
- Hem Købmandsgård, Ballingvej 62B, Skive, kl. 13.00-15.00
Torsdag 15. november:
- Brugsen Durup, Tønderingvej 3, Roslev, kl. 09.00-11.00
- SuperBrugsen Glyngøre, Bredgade 4, Roslev, kl. 13.00-15.00
Onsdag 21. november
- Spar Jebjerg, Vestergade 21, Roslev, kl. 09.00-11.00
- Dagli’ Brugsen Lihme, Ålbækvej 1, Spøttrup, kl. 13.00-15.00
Torsdag 22. november
- Dagli’ Brugsen Oddense, Gravene 1, Spøttrup, kl. 09.00-11.00
- Dagli’ Brugsen Højslev, Viborgvej 214, Højslev, kl. 13.00-15.00