Straffen for ulovlig våbenbesiddelse er høj, men i hele juni kan ulovlige våben afleveres helt anonymt, og uden at du bliver straffet. Ligger du inde med et ulovligt våben – så skynd dig at få det afleveret nu!
I dag koster det en hård fængselsstraf at besidde et skydevåben uden tilladelse, og Folketinget har netop øget straffen yderligere - i visse tilfælde til det dobbelte. Bliver du fx pågrebet med et skydevåben på gaden i dag, er der mindst to års fængsel i vente.
- Nu gives der en sjælden mulighed for at få afleveret ulovlige våben – så jeg kan kun råde folk til at få det gjort, mens der er frit lejde, siger politiinspektør Henrik Sønderby, Rigspolitiet, Nationalt Kriminaltekniske Center (NKC).
Ved sidste frit lejde aktion i 2013 afleverede danskerne over 8.637 forskellige skydevåben, 4.035 blankvåben, 1.335 eksplosivstoffer og en stor mængde ammunition til politiet. Der blev også afleveret 4.837 luft- og fjedervåben, fordi den lovlige kaliber uden tilladelse blev sat ned til 4,5 mm. Under den forrige aktion i 2009 fik politiet indleveret 8.085 skydevåben.
- Der plejer heldigvis at være mange, som afleverer våben, ammunition og eksplosiver – og det er en rigtig god idé. Ethvert våben afleveret til politiet, er et mindre ude i samfundet. Et våben kan falde i forkerte hænder – det kan blive stjålet og ende med at blive anvendt af kriminelle og rocker- eller bandemedlemmer til alvorlig kriminalitet eller skyderier i det offentlige rum til fare for andre. Så jeg håber, at rigtig mange vil bidrage til at skabe mere tryghed i samfundet ved at aflevere deres ulovlige våben i løbet af juni måned. Få det hellere væk nu, hvor muligheden er der, siger Henrik Sønderby.
Ulovlige våben kan afleveres til politiet i hele landet hele juni måned.
Hvis det drejer sig om særligt farlige genstande – fx granater, eksplosiver m.v. – bør du ikke transportere det. Rør ikke ved det - kontakt hellere politiet, som sørger for afhentning. Afleveringen sker fortsat anonymt og straffrit.
Ring til politiet på 1-1-4, hvis du er i tvivl om, hvor du kan aflevere, eller hvordan du skal forholde dig.
Skærpet minimumsstraf
Som led i ’Bandepakke III – Bander bag tremmer’ er minimumsstraffen for besiddelse af ulovlige skydevåben mv. i straffelovens § 192a øget med virkning fra 24. maj 2017. Frit lejde aktionen etableres i forbindelse med ikrafttrædelsen af de skærpede straffe.
Link