4 ud af 5 danskere vælger vedvarende energikilder for pengenes skyld. Det viser en undersøgelse gennemført af YouGov for NRGi og Spar Nord, der blandt andet peger på de seneste års markante efterspørgsel efter minibiler og forsvundne efterspørgsel efter private solcelleanlæg som eksempler på økonomiens betydning.
I en undersøgelse gennemført af YouGov for NRGi og Spar Nord svarer 80 procent af de godt 1.000 adspurgte danskere, at de overvejer at investere i vedvarende og miljøvenlige energikilder, fordi det kan betale sig rent økonomisk. 65 procent tilskriver dog også miljøet betydning for deres beslutning om at investere grønt.
De danskere, der ikke overvejer vedvarende og miljøvenlige energikilder, angiver tilsvarende prisen som den primære årsag til den manglende interesse i at investere grønt.
- Undersøgelsen bekræfter, at det miljømæssige og økonomiske incitament meget gerne skal gå hånd i hånd, hvis vi for alvor skal vække en interesse for at investere i vedvarende energi. Og heldigvis er det også sådan i de fleste tilfælde, at det på lang sigt er en god investering at tænke grønt, siger energirådgiver hos NRGi Benny Hebsgaard.
Spare-bevidsthed dominerer
I Spar Nord hæfter chefanalytiker Martin Lundholm sig ved, at privatforbruget i Danmark stadig bærer præg af den spare-bevidsthed, som finanskrisen og den efterfølgende lavvækst førte med sig. Og han er ikke i tvivl om, at det er med til at forstærke opmærksomheden på det økonomiske incitament, når danskerne skal beslutte sig for, om de vil investere i miljørigtige løsninger.
- Siden krisen har vi set en udpræget spare-bevidsthed, der blandt andet kommer til udtryk i form af et lavere forbrug og et højere opsparingstempo, og det smitter uden tvivl også af på vores villighed til at investere i vedvarende energikilder, uddyber Martin Lundholm og tilføjer:
- De seneste år har vi eksempelvis set salget af de miljøvenlige minibiler stige markant, efter en omlægning af afgifterne gjorde dem mere økonomisk attraktive. Og det er et godt eksempel på en disposition, hvor vi forener økonomiske hensyn og miljøhensyn uanset - hvad end der så vægter tungest i forhold til den købsbeslutning.
Solcelleinteresse forsvundet
Benny Hebsgaard henviser til, at efterspørgsel efter private solcelleanlæg stort set er forsvundet, efter den såkaldte nettomålerordning med årlig afregning blev afskaffet ved udgangen af 2012.
Da nettomålerordningen med årlig afregning var gældende, blev der alene i 2012 opstillet omkring 70.000 private solcelleanlæg. Siden er udviklingen stagneret, og i 2015 er der i årets første fem måneder kun opstillet nogle få hundrede anlæg.
- Eksemplet med udbredelsen af solcelleanlæg illustrerer, at det økonomiske incitament er afgørende for danskernes lyst og vilje til at gå alternative veje for miljøets skyld, lyder det afsluttende fra Benny Hebsgaard.