Energiforbrug: Hver tredje dansker har mistet overblikket

Penge og økonomi:

Hver tredje dansker har mistet overblikket over energiforbruget i husstanden, og det til trods for at de årlige udgifter beløber sig til titusindvis af kroner. Ifølge elselskabet NRGI er der især penge at spare i de kolde måneder.

28 procent af danskerne har problemer med at bevare overblikket over husstandens samlede energiforbrug. Det viser en undersøgelse fra energiselskabet NRGI og Spar Nord baseret på 1.000 interviews med danskere om deres energiforbrug.

Til trods for det manglende overblik lægger årlige udgifter til energiforbrug beslag på titusindvis af kroner i danskernes privatøkonomi.

Ifølge beregninger fra NRGI beløber alene elregningen sig til mellem 9.000 og 12.000 kroner årligt for en gennemsnitlig dansk familie med to voksne og to børn i et parcelhus. Og på netop elregningen vil familierne kunne finde store besparelser:

- Især i de kolde måneder der er penge at spare ved at gå sit elforbrug efter i sømmene. I gennemsnit har danske husstande et merforbrug på 13 procent i vintermånederne, siger energirådgiver i NRGI Benny Hebsgaard og fortsætter:
- Omregnet til kroner giver det en samlet merudgift på 300-400 kroner i den kolde periode – og det er vel at mærke alene på elregningen. Rundt regnet svarer det til, at danske husstande bruger en milliard kroner ekstra i vinterperioden på at have lyset tændt og holde gang i de elektriske apparater.

Nye muligheder for besparelser

Ifølge chefanalytiker i Spar Nord Martin Lundholm er der flere gode grunde til at holde sig ajour med sin husstands forbrug af el og med energiforbruget i det hele taget:

- Der kommer flere og flere alternativer på markedet, som gør det muligt at spare penge på sit energiforbrug. Derfor er det også en rigtig god idé at holde øje med niveauet af sit forbrug – både af hensyn til overblikket i sin privatøkonomi, men også for at kunne identificere forskellige muligheder for besparelser, siger han og fortsætter:

- Det er især relevant i købssituationen, hvor du i forvejen har til formål at anskaffe at nyt køleskab, elkedel eller lignende. For én ting er funktionalitet og udseende, noget andet er energiforbruget, som er et væsentligt parameter at holde øje med. Den samme afvejning kan desuden være relevant for de apparater af ældre dato, du har stående derhjemme.

Start med de lavthængende frugter

Ifølge seneste tal fra Dansk Energi udgør danskernes udgifter til underholdningsapparater en større og større andel af de samlede el-udgifter.

Tablets, fjernsyn, PlayStations og andre eldrevne apparater til underholdning udgør i dag 40 procent af danske husstandes samlede elforbrug. Det er en stigning på 32 procent siden 2004, og ifølge energirådgiver Benny Hebsgaard er det et af de oplagte områder, hvor der for de fleste er penge at spare.

Han peger desuden på en række basale ting, man kan gøre for at danne sig et overblik over elforbruget i sin husstand:

Et godt sted at starte er at tjekke sin elmåler en gang om ugen og danne sig et overblik over de poster i hjemmet, der bruger strøm. Flere energiselskaber udlåner også gratis intelligente elmålere med tilhørende applikationer til mobilen, som gør det nemt at følge husstandens elforbrug.

Benny Hebsgaard tilføjer desuden, at i ni ud af ti tilfælde vil danske husstande kunne opleve en reduktion i strømforbruget på 10-25 procent ved at udskifte hjemmets strømslugere med mere energieffektive modeller, slukke for lys og apparater der står på stand by og i det hele taget være bevidst om sin husstands strømforbrug.

Om undersøgelsen

Spørgeundersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov for NRGI og Spar Nord. Der er i alt gennemført 1004 CAWI-interview med danskere i alderen 18-74 år i perioden 24.-26. november 2014.

Metode

Eksempler på forbrug og besparelser er beregnet ud fra en vejledende elpris på 2 kroner per kWh og med udgangspunkt i en familie på to voksne og to børn.
 

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk