Skive Handel har ansat en vikar, der kan hjælpe med planlægning og udførelse af aktiviteter, samt øvrige opgaver til gavn for handelslivet i Skive og besøgende i midtbyen, herunder også Søndercentret.
Handelschef i Skive, Gitte Mikkelsen, blev sygemeldt den 20. april, da hun fik konstateret brystkræft. Gitte blev opereret den 23. april, hvor canceren blev fjernet og hun er nu i kemobehandling, der efterfølges af strålebehandling og hun forventes tidligst at være tilbage på fuld tid til december. Alt går planmæssigt og Gitte arbejder i yderst begrænset omfang, da helbredet har fået førsteprioritet.
11. august byder Skive Handel velkommen til Marlene Rasmussen, som er ansat på deltid frem til 31. december, hvor hun i samme periode er ansat som erhvervskonsulent hos Business Skive. Skive Handel har kontor i Business Skives lokaler i Brårupgade, hvilket kan siges at være perfekt i netop dette vikariat.
Marlene er 36 år, bor i Rettrup vest for Skive med hendes mand og 2 børn på hhv. 3 og 6 år. Hun er uddannet cand. mag i turisme og har arbejdet med turismeudvikling og markedsføring de sidste 10 år. Fritiden går med hus- og haveprojekter på deres lille landejendom ved Rettrup Kær sø. Marlene glæder sig til at være med til at skabe liv i Skives hyggelige midtby og Skive Handel glæder sig til samarbejdet.
Marlene kan fra 11. august kontaktes på mail: marlene@skivehandel.dk og tlf. 6167 7108.