Orkestret Divertimento stiller op til kammerkoncert på Kulturhusbåden Svanen i Skive Søsportshavn onsdag aften 17. maj.
Leder og dirigent for orkestret er Svetlana Michelsen, professionel violinist / pianist, uddannet i Moskva og Sct. Petersborg samt organist fra Vestervig.
Svetlana Michelsen har igennem sin lange karriere oparbejdet et bredt kendskab til velklingende musik - størstedelen klassisk musik, men også en del stykker inden for den lettere genre herunder filmmusik.
Orkestret har siden efteråret øvet hver anden uge på Skive Musikskole og vil nu gerne dele musikoplevelsen med et publikum. Programmet vil blandt andet indeholde stykker af Vivaldi, Mozart, Brahms, Pachelbel og Lai Francis.
Der er fri entre til arrangementet.