Mandag aften den 18. april kl. 19.00 giver Limfjordskoret en jubilæumskoncert på Skive Bibliotek.
Repertoiret kommer til at spænder vidt – lige fra Aakjær til Beatles - og et par julesange bliver der også plads til, da julesange- og salmer er en stor del af korets repertoire. Endvidere blive der et par fællessange, ligesom der bliver plads til en gæstesolist. Efter koncerten vil koret være vært ved lidt kaffe og kage.
Limfjordskoret i Skive er et blandet firestemmigt kor med ca. 45 medlemmer i alle aldre. De øver på Musikskolen i Skive. Koret har nu eksisteret i 40 år. Da det startede tilbage i 1976, var det et rent damekor. De første mænd kom med i koret i 1978, og den nuværende formand er sikker på, at det hele blev lidt sjovere efterfølgende. Koret ledes af Jens Bøgestrand, som er organist i Daugbjerg og Sparkær/ Gammelstrup, hvor han både spiller orgel og haft et lille børnekor. Han har spillet klassisk klaver fra barnsben og er uddannet organist fra Vestervig Kirkemusikskole.
Jens Bøgestrand glæder sig rigtig meget til jubilæumskoncerten og udtaler, at ”et kor med så mange år på bagen, masser af erfaring og en stor flok sangglade og dygtige mennesker i alle aldre er et godt udgangspunkt for succes også de næste 40 år. I den kommende sæson vil vi fortsætte den gode tradition med både at være musikalsk ambitiøse og samtidig dyrke det gode sociale miljø i koret. Sangglæde og godt kammeratskab skal være i højsædet, og vi er gode til både kaffe, kage, øl, snak og fest. Samtidig skal man opleve glæden ved at blive udfordret, arbejde med musikken og nå gode resultater. I koret lægger vi forholdsvis stor vægt på »rytmiske« sange med den kropslighed og umiddelbarhed som følger med. Men vi arbejde også med sange fra den mere traditionelle vesteuropæiske musikkultur, klassisk og kirkemusik. Vi håber naturligvis at der igen i år er nye sangglade mennesker som får lyst til at være med i vores kor. Man er altid velkommen til at tage en prøvetur og være med til et par øveaftener inden man beslutter sig”, oplyser Jens Bøgestrand til sidst.