Det er ikke hver dag, at et lokalt kor bliver kontaktet af en landskendt sangerinde. Men det var, hvad der skete for Callunakoret. Sys Bjerre havde fundet koret via internettet og ringede til dirigenten. Hun havde fået den idé at bruge lokale kor på sin turné rundt i landet. Og i Skive faldt valget på Callunakoret, hvilket korets medlemmer er meget stolte af.
”Det er en stor og spændende udfordring at skulle lære nyt repertoire, som er lavet til ”baggrundskor” og ikke til koret som ”hovedperson”. Når vi har sagt ja til at deltage i koncerten med Sys Bjerre, er det for at give os selv og vores publikum en anderledes koroplevelse” udtaler Marie Præst fra korets bestyrelse.
Hun tilføjer: ”Det giver os også mulighed for at prøve kræfter med en ny genre og afprøve en ny måde at indstudere musikken på. Det, at skulle forholde sig til et markant anderledes nodekompendie og indøve efter musik på en indspilning, er helt nyt for os. Normalt lærer vi nye satser/sange ved hjælp af nodeark og stemmetræning med klaver.”
Nu skulle man tro at være backingkor blot er en smal sag, for det må da være meget let at lære. ”Nej!” er svaret. Korsatserne til Sys Bjerres numre er skrevet, så de ofte ændrer sig undervejs i hvert nummer – ikke kun toner, men også fordeling mellem stemmegrupper. Så Callunakorets sangere bliver virkelig udfordret på flere fronter. Resultatet af korets anstrengelser kan opleves i Skive Teater den 2. april.
I år har Callunakoret 10 års jubilæum, så det er en oplagt lejlighed at starte markeringen af jubilæet med deltagelse i en Sys Bjerre-koncert. Desuden vil koret i efteråret lave en koncert med et bredt repertoire, der viser korets formåen. Koncerten vil naturligvis også indeholde lidt af den musik, som koret har sunget gennem de sidste 10 år. Callunakoret leder i øjeblikket efter det perfekte sted til denne koncert.