Det er vigtigt at grille med omtanke, hvis man ikke vil sætte fut i andet end kullene. Derfor giver Falck her en række gode råd til sikker brug af både almindelig udendørsgrill og gasgrill.
Majsolen viser sig i disse dage fra sin gavmilde side, og mange danskere vælger at bruge de lune aftener på at tænde op i grillen og tilberede aftensmaden udendørs. Men inden pølser, steaks og grøntsager kan grilles og nydes, er det vigtigt at tage sine forholdsregler. For når glæden over de varme temperaturers ankomst overstiger forsigtigheden i håndtering af grillen, er det ikke kun kullene, der går ild i.
”Desværre oplever vi hvert år, at det, der skulle være en hyggelig aften med god mad, ender galt. Men det kan let forhindres med få forholdsregler og lidt omtanke”, siger Falcks vicebrandchef Henning Schreiber.
Uanset om man bruger en almindelig grill eller en gasgrill, gælder det om at holde opsyn med grillen, når den er tændt, og aldrig lade børn være alene med den. Mange grillulykker går ud over børn, fordi de ikke er klar over, hvor varm grillen er.
Stil ikke grillen i sandet
Også på de danske strande sker der hver sommer grillulykker. Selvom det er hyggeligt at grille på stranden, må man aldrig stille grillen direkte i sandet. Sandet bliver flere hundrede grader varmt, og den skoldhede varme fortsætter længe efter, man har fjernet grillen. Derfor skal man heller ikke begrave en engangsgrill i sandet efter brug.
”Vi har haft mange udrykninger til forbrændingsulykker, hvor forbipasserende har brændt deres fødder i sandet. Også hunde med forbrændte poter er blevet kørt til behandling efter sådanne ulykker”, forklarer Henning Schreiber.
Da grillkullene fortsætter med at være varme i mange timer, må man heller ikke slutte grillaftenen af med at smide kullene i skraldespanden. Inden man forlader grillen, skal man sørge for, at kullene ikke gløder mere.
Førstehjælp ved grillulykker
Hvis en person får forbrændinger ved en grillulykke, kan man yde førstehjælp ved at skylle det forbrændte sted med tempereret vand (cirka 15-20 grader).
”Det er vigtigt, at man skyller så hurtigt som muligt, så temperaturen nedsættes. Mens man skyller, bør man fjerne løstsiddende tøj og få en anden person til at tilkalde hjælp - om nødvendigt ambulance og brandvæsen over 1-1-2. Der skal skylles, så længe der er smerter, dog mindst 30 minutter”, siger Henning Schreiber.
Grill på altan og terrasse
- Husk at lukke døre og vinduer, så der ikke kommer røg ind i huset eller lejligheden.
- Hvis terrassen er lavet af træ, så hold ekstra øje med høje flammer, der kan antænde for eksempel loftet.
- Undgå tændvæske, der kan lave høje flammer eller løbe ud i bunden af grillen og skabe forhøjet brandfare – brug i stedet tændblokke.
Almindelig grill: Falck anbefaler
- Placer grillen på et fast og jævnt underlag, inden den tændes.
- Hav altid en vandslange med vandforstøver, en vandkande eller en spand med vand stående nær grillen.
- Brug grilloptændingsvæske eller endnu bedre grillbriketter til at tænde op med.
- Sørg for, at gløderne er slukket, når du forlader grillen.
Gasgrill: Falck anbefaler
- Hav altid en pulverslukker i nærheden og brug den i stedet for vand, hvis uheldet skulle være ude - gasgrillen samler meget fedt, og hvis det kommer i kontakt med vand, kan det give voldsomme dampeksplosioner.
- Placer altid grillen på et fast underlag og i god afstand fra brandbare bygningsdele og i et godt ventileret område - mange ulykker opstår ved, at varmen spreder sig til et halvtag eller andet brandbart materiale.
- Gasflasken skal altid stå oprejst og være fastgjort - opbevar aldrig reserve- gasflasker eller andre brandfarlige væsker i nærhed af grillen.
- Sørg for, at gassen er afbrudt ved regulatoren, når grillen ikke benyttes.
Falck fraråder
- Brug aldrig sprit eller benzin som optændingsvæske, da begge dele udvikler dampe, som kan eksplodere, når man sætter en tændstik til.
- Sprøjt aldrig tændvæske på en tændt grill.
- Man må aldrig lade børn være alene med en tændt grill. Bliv i nærheden og hold opsyn med grillen.
- En grill må aldrig tændes op indendørs og heller ikke flyttes ind, selvom regnen pludselig vælter ned, for afbrænding udvikler kulilte, som i værste fald kan være dræbende. Der kan udvikles kulilte fra grillen i op til 24 timer, selvom man hverken kan se eller lugte det.