Ved World Rum Awards i London vandt danske Skotlander Spirits i weekenden prisen for ”Best Ultra Premium Design” for sit produktdesign. Det er bureauet enteneller der står bag.
Det er ikke hver dag at en dansk rom vinder en af verdens mest prestigefyldte priser og slet ikke prisen som verdens mest eksklusive romdesign. Men det var hvad der skete i weekenden, da Skotlander Spirits vandt prisen ”Best Ultra Premium Design” for sin rom i London under en af verdens største spirituskonkurrencer World Rum Awards.
Nordisk design
Skotlander Spirits design er rent designmæssigt langt fra andre internationale rom, der illustrerer sørøvere og pirater, og det har været en bevidst strategi siger Anders Skotlander, direktør og grundlægger af Skotlander Spirits:
- Da vi lavede designet for lidt over et år siden, sagde mange til os at vi manglede pirater og bast, men jeg var ret tidligt i processen opsat på at lave noget helt andet, noget meget mere enkelt, der også symboliserer vores nordiske produkt.
Det er enteneller der står bag designet og direktør Christian Løgstrup siger:
- Målet var at det skulle være den flaske som den lykkelige ejer stolt ville sætte allerforrest i sit ellers velassorterede barskab. Hverken mere eller mindre. Vi håber selvfølgelig, at kåringen kan give vores bureau lidt opmærksomhed. For selv om vi er små, så elsker vi altså at gå i store sko.
Danmarks mest prisvindende rom
Skotlander Spirits andre rom har vundet priser i Miami, New York, Madrid, San Francisco og nu også i London, så det tegner til at være et lille romeventyr. Senest vandt en række af de danske rom medaljer ved San Francisco Spirit Competition.