I dag kan kunderne i udvalgte butikker i Kvickly, SuperBrugsen og Irma opleve smagen af årets første danske jordbær.
Det er gartneriet Hunsballe Grønt ved Skælskør, der i år er først med jordbær. De er dyrket i et moderne væksthus, der er specielt konstrueret til jordbær-produktion med ekstra store vinduer, der giver mulighed for ekstra meget lys til planterne.
I denne uge er det kun butikker på Sjælland, der får de nye jordbær. Men allerede i næste uge kommer der større mængder og om ca. 14 dage forventes, at produktionen er så stor, at der er jordbær i alle Coops 1200 butikker.
De første danske jordbær sælges for 30 kr. pr. bakke med 250 gram.
Hunsballe Grønt er en familiedrevet virksomhed med over 50 års erfaring i produktion af jordbær og grøntsager. I dag drives virksomheden af Claus & Henriette Hunsballe, som er 2. generation. Virksomheden ligger på Skælskør egnen, som er begunstiget med mange solskinstimer, hvilket især er hensigtsmæssigt for smagsudviklingen i jordbærerne. Området ligger desuden forholdsvis kystnært og har derfor færre nætter med frost, hvilket også er væsentligt, når man dyrker jordbær.