Kulturstyrelsens Sommerpakke kommer Skiveegnen til gode

Foto: Jan Sand
KULTUR:

Kulturnetværket SVANEN har modtaget knap 20.000 kr. i tilskud fra Kulturstyrelsens Sommerpakke 2020.
 
Beløbet udgør 42,56 % af det ansøgte, idet Folketingets pulje er blevet ligeligt fordelt imellem de mange ansøgere fra kulturlivet.
 
Kulturstyrelsens Sommerpakke er øremærket kulturelle aktiviteter i sommerlandet under Corona-krisen som hjælp til disse.
 
Støtten gives til den netop afholdte Trandum Folkemusik Festival, som blev en stor musikalsk succes i det vidunderlige sommervejr, samt til en PH-koncert med Margrethe Grarup & Michael Sunding lørdag 5. sep. kl. 14 på Kulturhusbåden i Skive Havn.
 
Koncerten “PH på ny” finder sted i forbindelse med SkiveMødet - på “Faldne Soldaters Dag” - og de to unge kunstnere glæder sig til at præsentere gæsterne for en ny og spændende musikalsk fortolkning af Pouls Henningsens humoristiske, smukke, samfundsrevsende og evigt aktuelle viser.
 
Koncerten afholdes på en dag, hvor mange mindes krigens mørke tid og vor egen tids udsendte, veteraner og faldne og - i forlængelse af SkiveMødet, med hvis indhold PH’s tekster og velkendte musik ligger fint i tråd.
 
Ikke mindst i en brydningstid som denne er koncerten relevant, og Kulturnetværket udtrykker både glæde og lettelse over tilskudet.
 
“Det viser, at vores arbejde trods alt er noget værd og har betydning for mange mennesker”, siger en stolt Iben Barnwell fra SVANEN, og Knud Leth, indehaver af Trandum Camping føjer optimistisk til, at festivalen i lørdags nu løber rundt. “Nu er der basis for Trandum Folkemusik Festival 2021” siger han “og det er jo netop meningen med kulturmidlerne: At de skal arbejde, formere sig og skabe nyt!"

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk