Det er emnet for en spændende formiddag, hvor Skive Bibliotek og Bogbusserne inviterer både børn og voksne til at komme og høre 3 personer fra Skive Arkæologiforening fortælle om metaldetektorer.
Arrangementet finder sted lørdag den 7. oktober klokken 10 på Astrupvej 2 ved Breum, der er gratis adgang og ingen tilmelding på forhånd. Bogbussen vil også være med, og her serveres kaffe/te og saftevand.
Medlemmerne fra Arkæologiforeningen vil demonstrere, hvordan man bruger en metaldetektor til at finde ting i jorden fra vores fortid, og disse fund kan i nogle tilfælde supplere og udvide kendskabet til historien og dermed hjælpe arkæologer og museer. Overalt i Danmark har personer med en metaldetektor i mange år gjort spændende fund – blandt andet møntfund. I Salling-området er der også opdaget ting og sager i jorden, og der vil blive vist eksempler på, hvad der er fundet.
Arrangementet er et led i det landsdækkende temasamarbejde omkring Danmarkshistorien, som omfatter bibliotekerne og andre institutioner deriblandt Danmarks Radio, der netop har påbegyndt udsendelsesrækken ”Historier om Danmark” med Lars Mikkelsen som fortæller.
På Skive Bibliotek er der for tiden også udstillinger i både voksen- og børnebiblioteket, og de knytter sig til de 5 historiske perioder fra renæssancen til nutiden, som er udgangspunkt for tv-udsendelserne.