Grønne fingre ? Find din indre haveglæde
For nye haveejere kan det godt være en uoverskuelig opgave at komme i gang med havearbejdet – uanset om det er i forbindelse med nybyggeri eller overtagelse af en ældre have.
I bogen ´Grønne fingre – Find din indre haveglæde´ bliver nybegyndere udi dyrkningens kunst taget ved hånden og udførligt hjulpet igennem arbejdsgangene trin for trin. Siderne bugner af nyttige tips og tricks, som gør havearbejdet håndgribeligt og nemt at gå til.
Bogen indeholder desuden fine beskrivelser af nemme, populære begynderplanter i havens forskellige afsnit, fx i køkkenhaven, prydhaven og frugthaven.
Bogen udgives i samarbejde med Haveselskabet, der har lavet fagkorrektur og tilrettet den til danske forhold. Haveselskabets fagredaktør Inga C. Bach, der har arbejdet med fagkorrekturen af bogen, fortæller:
”Når man står som ny haveejer, så ved man jo ikke altid, hvilket ”havemenneske” man er. Bogen her er en god inspirationsbog til at finde ud af, hvilken vej ens haveliv skal forme sig. Bogen dækker alle områder af havelivet med generel introduktion til havens år, udfordringer, hvad man kan foretage sig i haven, og hvordan man finder haveglæden.”
Om Haveselskabet:
Det Kgl. Danske Haveselskab er en landsdækkende forening for haveejere med ca. 35.000 medlemmer, der har eksisteret i over 180 år. Selskabet varetager haveejernes interesser og yder rådgivning inden for haver og udendørsområder og udgiver medlemsmagasinet Haven. Haveselskabet gennemfører ca. 1.000 arrangementer (kurser, foredrag, udflugter m.m.) om året fordelt over hele landet og driver derudover Haveselskabets Have på Frederiksberg.
Bogen udkommer 27. maj 2015