Stor succes for ungdomsholdene i Skive fH

Håndbold:
Lørdag d.16. april deltog flere af Skive fHs ungdomshold i de afsluttende kampe i Kreds og Jysk Håndboldforbunds regi.
 
Jyske mestre

I den allerhøjeste række i årgangen var klubbens U14 drenge i Viby ved Aarhus for at spille om det jyske mesterskabe, og en plads ved officielle DM d. 30. April og 1. Maj i Gudme på Fyn.

JM er bygget sådan op, at først er der semifinaler, som faktisk er den vigtigste for holdene, da man hvis man er kommet i finalen er sikret en plads til DM. I semifinalen skulle Skive-drengene op mod Skanderborg Håndbold. Fra kampens start satte Skive drengene sig på kampen og bragte sig hurtigt foran med 5-1, hvorefter Skanderborg kom bedre med i kampen, men aldrig tættere på end 6-4 og til pausen havde drenge øget lidt igen, så Skive førte 11-7.

Anden halvleg blev tæt, dog var Skivedrengene i front hele tiden, dog nåede Skanderborg op på 16-15, inden Skive igen fik bragt sig mere sikkert foran, og selvom Skanderborg forsøgte med helbanepres til sidst, så lykkedes det Skivedrengene at køre en sejr hjem på 23-19 til slut og dermed var drengene til stor jubel kvalificeret til DM og i finalen om det jyske mesterskab.

I finalen ventede AGF, som i den anden semifinale have slået Silkeborg/Voel. Her havde Skive revanche til gode efter at de to hold i efteråret var i pulje sammen, hvor de spillede uafgjort i Skive og AGF tog en sikker sejr på hjemmebanen i Århus.  

Fra start kom drengene i front, men som halvlegen skred frem kom AGF nærmere og nærmere. Ved pausen var Skive-drengene bagud med et mål, efter en Skive føring i starten. Anden halvleg var en tætaffære, men Skive kom bedre med i kampen og fik hentet AGFs føring, og var pludselig foran 16-13. Men ingen af holdene ville give sig, så kampen forblev tæt hele halvlegen igennem, men hele tiden med Skive i front, så til slut ville jublen i Skive lejren ingen ende tage, da dommerne fløjtede kampen af til slutresultatet 23-21. Dermed kan Skive fH kalde sig Jyllands bedte U14 drengehold ud af de 256 hold, som i denne sæson har spillet i Jylland. Super flot.

Ikke så langt fra Viby var klubbens U14 piger i kamp. Det gjaldt det jyske mesterskab i U14 2. Division. Pigerne var indledningsvis i pulje med Skjern og Aars. Efter en tæt start, og pausestilling på 8-8, trak pigerne i løbet af anden halvleg fra Skjern pigerne og vandt til sidst 21-18. Den næste kamp var puljefinalen imod Aars.  Efter en lidt sløj start kom Skivepigerne bedre med i kampen og gik til pause foran 10-8.  i anden halvleg blev føringen udbygget, og til slut vandt pigerne sikkert 19-13 og var dermed finaleklar imod VRI.

Første halvleg var lige, men i anden halvleg fik Skive hurtigt bragt sig i front og kørte en sikker sejr hjem på 19-14, og dermed var U14 pigerne vinder af det jyske mesterskab i 2.division.

På hjemmebane i Skive Hallerne var to af klubbens U12 hold, et drenge og et pigehold, i kamp om kredsmesterskaberne i Kreds 2. Bedst gik det pigerne, som efter en smal sejr i semifinalen over Nordthy på 12-11, i finalen vandt så sikkert som 23-13 over Aalestrup og snuppede guldet. Drengene vandt også deres semifinale knebent med 21-20 over Løgstør, men måtte desværre se sig slået af lokalrivalerne fra Nr. Søby 20-16 i finalen.

 

U14 pige 2 var afsted fredag, men de tabte desværre deres semifinale til de senere vindere fra Nr. Søby/Stoholm med 12-16, og det samme gjorde U10 pigerne fra Resen-afdelingen i deres kamp imod Løgstør med 20-17.

God kæmpet af alle hold og stort tillykke med medaljerne.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk