Spar Nord fortsætter som hovedsponsor

Håndbold:

Skive fH kan hermed offentliggøre en forlængelse af Spar Nord’s hovedsponsorat 6 måneder før den nuværende aftale udløber.

I forbindelse med hjemmekampen i Freja Arena i lørdags underskrev Spar Nord en 2-årig forlængelse af deres hovedsponsorat i Skive fH, og derfor vil den lokalforankrede bank fortsat være at finde centralt på den blå Skive trøje til og med sæsonen 2018/2019.

Spar Nord har valgt at øge deres engagement i Skive fH for at støtte op om en ambitiøs klub, hvor det sportslige setup styres af økonomisk formåen og ikke omvendt.

”Forhåbentlig vælger flere sponsorer at bakke op med lignende forlængelser og forøgelser. Jeg er bevidst om at sponsoraterne til sportsklubber ikke nødvendigvis er hovedfokus hos alle virksomheder, men kan vi hver især øge med 5, 20 eller 50 %, så har det en enorm betydning for en klub af Skive fH’s størrelse. Vi vil alle gerne se tophåndbold her i byen, og derfor bør de lokale virksomheder gå forrest, så vi sammen kan skabe de bedste forudsætninger. Det kan lade sig gøre mange steder, så forhåbentlig formår vi i Skive også at samles om håndbolden”, udtaler Mogens Sørensen - Filialdirektør i Spar Nord Skive.

"At drive en af Danmarks største håndboldklubber kræver stor opbakning fra klubbens sponsorer, og derfor er vi naturligvis også meget glade for at Spar Nord som hovedsponsor har valgt at forøge deres engagement med klubben. Vi tolker det som en klar tillidserklæring af vores strategiske retning, samt at der er opbakning til måden klubben drives på. Samtidigt giver opbakningen også klubben rigtig gode muligheder for at påbegynde forberedelserne til den kommende sæson", udtaler Mogens Garder, bestyrelsesformand i Skive fH.

Forlængelsen giver tryghed, men der skal fortsat forlænges med flere sponsorer, hvis målet om at være en top 18-klub i Danmark skal indfries.

“Vi har en ambitiøs sportslig strategi der hedder top 18 i Danmark, så derfor håber jeg at både eksisterende, samt nye samarbejdspartnere følger trop med flerårige forlængelser, og ikke mindst at hjælpe til med at udvide vores kreds af samarbejdspartnere i klubben”, fortæller direktør Peter Andersen.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk