Skive FHs Girls 15 og Girls 16 har i sidste uge været til Partille Cup i Gøteborg. Under turen var pigerne forbi deres stævnesponsor, der havde sponseret spillertrøjer til turen.
Derudover hilste pigerne på Thomas Ravelli, der fortalte om VM i USA i 94, hvor han var svensk helt og en stor del af de svenske bronze medaljer, og stillede op til holdfoto med pigerne.
Girls 16 tabte efter Golden Goal til et belgisk hold i 1/32-finalen, mens Girls 15 vandt den første slutrundekamp mod et svensk hold ligeledes efter Golden Goal, inden danske Rødekro blev for stor en mundfuld i 1/8-delsfinalerne.
Det må siges at være godkendt at være blandt de bedste 16 hold i en række med 108 deltagende hold.
Pigerne vendte hjem til Skive lørdag nat med mange fantastiske oplevelser i bagagen. De nåede blandt andet også at bade i en dejlig svensk skovsø og give interview til Gøteborg Tidende, hvor journalisten og fotografen stillede Stine og Majken flere spørgsmål om stævnet.
Næste år vil Skive FH gerne have endnu flere hold fra Skive med til stævnet, der altid afvikles i uge 27 fra mandag til lørdag.