Skive fH jagtede en forrygende start på weekenden, da de fredag aften mødte ligaholdet fra Ribe Esbjerg HH.
Kampen skulle afgøre hvem der skulle avancere blandt de sidste 8 hold i dette års landspokalturnering, og for de der håbede på en spændende kamp, så måtte der lange blikke til efter første halvleg.
Skive hang godt med indtil 4-4 efter små 10 minutter, men så tog Ribe Esbjerg for alvor fat. Syv scoringer på bare 8 minutter ødelagde alt til stillingen 4-11, og herfra var det op af bakken. Scoringspauser på 10 minutter bliver straffet hårdt mod et klassehold fra Vestjylland, rutinerede Lukas Karlsson og stregspiller Miha Zvizej gjorde livet særdeles svært for det blåklædte forsvar, og med en Morten Nyberg-scoring til hele 8-17 lige før pause, så kom reduceringen fra debutant og Odder-tilføjelsen Tobias Jørgensen til pausestilling 9-17 særdeles belejligt.
Med på banen havde udeholdet atter fundet plads til den indtil idag skadede egyptiske landsholdsspiller Yehia Elderea, og når han satte fra, så hang han oppe på en 3,5 meters højde. Ikke nemme paradebetingelser for midterblokken bestående af Daniel Guldsmed, Patrick Sanggaard og Rasmus Hansen. Nicolai Pugholm måtte udgå efter bare 4 minutter, da han trådte forkert ned på venstre fod, men det forventes dog umiddelbart ikke at holde ham ukampdygtig i længere tid. Ligeledes var også Tobias Rasmussen og Andreas Toudahl oversiddere med skavanker, imens Jacob Weinreich glædeligt var tilbage i målet.
Anden halvleg var dog en helt anden oplevelse. På trods af at Ribe Esbjerg fik udbygget føringen til + 10, så skulle det også blive startskuddet til et stort Skive-comeback. Hjemmeholdet startede med at vinde de første otte minutter med 6-3, og udeholdets føring blev hermed minimeret til 5 scoringer – 15-20.
Ribe virkede dog til at skrue lidt på intensiteten når Skive nærmede sig, og med 19-25 og 13 minutter tilbage på klokken, så syntes scoringen fra Ribes Mathias Jørgensen særdeles hård at modtage.
En af styrmændene til et hæderligt resultat var Skive-debutant og højre fløj Rasmus Kier. Med hele 8 scoringer var han kraftigt medvirkede til at nederlaget blev begrænset til 26-29, men set over hele kampen, så vil ingen kunne indvende noget imod at vestjyderne tog den videre billet i Santander Cup. Ærgerligt at der ikke blev stemplet ind fra start, men nu kan der holdes fuldt fokus frem imod indledningen på divisionen – her venter Otterup HK i Freja Arena søndag den 10. september klokken 19:00.
Målscorere for Skive fH:
Rasmus Kier 8, Jeppe Kjærulff 6, Jacob Aaquist 4, Nicolaj Nørager 2, Patrick Sanggaard 2, Peter Krogh 1, Tobias Jørgensen 1, Daniel Guldsmed 1, Mathias Bitsch 1
Udvisninger: 4 (Patrick Sanggaard 2 x 2 min, Rasmus Kier 2 min, Rasmus Hansen 2 min)