SIK´s sejr i Næstved

Fodbold:

Efter en disciplineret, koncentreret og benhård arbejdsindsats vandt SIK fortjent søndagens vigtige udekamp i Næstved med 0-1.

Taktisk havde trænerteamet valgt at gribe kampen lidt anderledes an og uden at afsløre alt for meget lykkedes missionen til UG med kryds og slange.

Kampen igennem stod SIK rigtig godt på banen og samtlige spillere sled og slæbte i et sandt arbejdsraseri og gjorde det rigtig svært for Næstved.

Første halvleg var præget af meget duel spil og fight. Spillet bølgede frem og tilbage og begge mandskaber havde skiftevis det spillemæssige overtag.

SIK's største chance inden pausen tilfaldt Ruben Nygaard, som i det 9 minut blev spillet fri i Næstveds højre side. Chancen blev desværre forspildt og hvad værre var måtte Ruben umiddelbart efterfølgende lade sig udskifte med smerter i lysken.

Generelt var 1. halvleg chancefattig og det var tydeligt, at kampens vigtighed prægede begivenhederne, så ingen af holdene ønskede at åbne sig.

Efter en god og konstruktiv pause forsatte SIK de gode takter og med en halv times tid tilbage på kampuret åbnede kampen sig for alvor op.

SIK producerede et par lige ved og næsten forsøg og Næstved ligeså, men i det 69 minut kom der fuld valuta for pengene og opspillet til målet var i særklasse flot.

Næstved var tildelt et lidt tyndt frispark på kanten af vores felt. Efter et kikset indlæg satte SIK gang i en ren Barcelona-omstilling og med ekspresfart angreb SIK med mange mand. Efter lidt tica taca endte bolden hos en helt fri Jesper Henriksen som let kunne gøre det sidste arbejde og putte bolden i nettet.

Resten af kampen forsøgte Næstved at jagte udligningen, men samtlige gule viste flot format og gjorde opgaven rigtig svær for hjemmeholdet.

I den anden ende spillede SIK sig frem til flere fine muligheder for at afgøre kampen. Det blev desværre ved lige ved og næsten, men ret beset skulle og burde SIK have lukket kampen til 0-2 eller sågar 0-3.

Næstved blev mere og mere desperate og hver gang de kom frem til noget som lignede chancer blev de mødt/tacklet af gule spillere, som gav absolut alt hvad de havde i sig.

Efter 4 minutters overtid blev der fløjtet af og de gule arme blev fortjent hævet over hovedet efter en sand mandfolkepræstation; Det var vigtigt, flot, velfortjent og 3 point som bestemt luner rigtig godt i den samlede pointstilling.

Allerede på onsdag kl. 19.00 skal SIK i ilden igen, når SIK hjemme på SPAR NORD ARENA skal op imod topholdet fra FC Fredericia i den udsatte turneringskamp.  -Det bliver med garanti et brag af en fodboldkamp imellem to gode fodboldhold, som altid giver hinanden gode og underholdende kampe. SIK håber på rigtig mange Skibonitterne på lægterne, så SIK kan skabe endnu et brugbart og godt resultat.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk