Efter endnu en kraftpræstation fortsatte de unge SIK-løver den gode stime, da den udsatte kamp mod Vejle Boldklub blev afviklet onsdag aften.
Hjemme på SPAR NORD Arena endte et særdeles velspillet og seværdig opgør med en smal 1-0 sejr til de gule. Med aftenens sejr indtager SIK en øjeblikkelig tredjeplads i rækken – med samme antal point som HB Køge og Nykøbing FC på rækkens de foranliggende pladser.
Til aftenens opgør havde cheftræner Kim Kristensen blandet kortene en smule. Anfører John Dyring blev sparet, og tog plads på bænken sammen med blandt andet Mathias Bersang. Dette gav plads i startopstillingen til Oliver I. Pedersen og Simon Lyngsø Sterring. Et valg der hurtigt skulle vise sig at være point værd.
Vejle kom bedst fra start i aftenens opgør, men efter ni minutters spil gav gæsterne et hjørnespark, som Mathias Pedersen tog sig af i højre side. Indlægget fra hjørneflaget endte via en Vejle-forsvarer ved bagerste stolpe. Her stod 19-årige Sterring fri, og han afsluttede resolut fladt i det lange hjørne til føring 1-0.
Under 60 sekunder efter føringsmålet var gæsterne uhyre tæt på at udligne efter et hjørnespark fra højre. Men heldigvis for SIK’erne gik Dominic Vinicius’ afslutning lige over mål.
De følgende tyve minutter var det SIK’erne, der dominerede, og ved flere lejligheder kom de gule frem til kvalificerede afslutninger. Emil Søgaard sendte en afslutning tæt forbi. Og efter et kvarter var Andreas Kock uhyre tæt på at heade Jesper Henriksens indlæg ind. Men Pavol Bajza i gæsternes mål fik halvklaret og riposten sendte Oliver I. Pedersen over mål. Og netop som den halve time blev rundet var det Jesper Henriksen, der fik muligheden i et kontrastød, men afslutningen blev igen sendt over mål.
Med et lille kvarter igen af halvlegen fik gæsterne tiltvunget sig et lille overtag. Og i et par tilfælde var der for alvor bud efter målet til 1-1. Ti minutter før pausen måtte Daniel Krog for første gang på arbejde for alvor. Endnu var det et hjørnespark, der var ”skabte” chancen. Midt for mål stod gæsterne Anders Egholm helt udækket, men heldigvis for de gule fik Krog lige netop viftet det velplacerede hovedstød væk. Og bare minuttet efter bød gæsterne atter ind på udligningen, da Simon Nagel fra noget der ligner tredive meter tordnede bolden på overliggeren.
De sidste femogfyrre minutter blev indledt med et massivt pres fra Vejle, der dog aldrig for alvor fik spillet sig frem til de store oplagte målchancer. Og som i første halvleg fik et hårdt arbejdende og velspillende Skive-mandskab stille roligt arbejdet sig tilbage i kampen. Spillet bølgede frem og tilbage, men ingen af holdende formåede at tilspille sig de helt oplagte målchancer..
Med tyve minutter tilbage af opgøret måtte Daniel Krog igen på arbejde for alvor. Efter et hjørnespark faldt bolden ned for fødderne af gæsternes Vilormur Davidsens, som resolut trykkede af fra femten meter, men Krog fik pareret til hjørnespark.
Efterhånden som halvlegen skred frem satsede vejlenserne mere og mere offensivt. Gæsterne formåede dog aldrig for alvor at spille sig forbi en stærk SIK-defensiv. Tættest på udligningen var Simon Nagel med syv minutter igen, da han fra kanten af feltet sendte et godt spark afsted. Men også denne gang var Daniel Krog på plads, og han fik viftet afslutningen op på overliggeren.
I dommer Jakob Kehlets tillægstid satstede gæsterne hele butikken. Og få sekunder før sidste fløjt burde Jeppe Mogensen have øget til 2-0 på en friløber, men hans afslutningen blev i sidste øjeblik blokeret og tog trekantsammenføjningen.
Efter et flot og velspillet opgør kunne hjemmeholdet tilslut strække armene i vejret og juble over tre point mere til kontoen og altså en øjeblikkelig placering som nummer tre – á point med HB Køge og Nykøbing FC. En fortjent sejr som kom i hus efter en koncentreret indsats krydret med flot spil, masser af vilje, gå-på-mnod og fight af det unge SIK-mandskab.
Næste opgave for SIK’erne er allerede på søndag. Her går turen til Hjørring og et møde med den tidligere SIK-træner Joakim Mattson og Vendsyssel FF.
Kampfakta:
Skive IK – Vejle B.1–0 (1-0)
Målscorere:
9. min. 1-0 Simon Lyngsø Sterring
Startopstilling: Daniel Krog, Emil Søgaard, Christoffer Østergaard, Mads Eriksen, Simon Lyngsø Sterring, Ayinde Lawal, Frederik Brandhof, Jesper Henriksen, Oliver I. Pedersen, Mathias Pedersen, Andreas Kock
Udskiftninger:
61. min. Mathias Bersang afløser Andreas Kock
71. min. Jeppe Mogensen afløser Oliver I. Pedersen
76. min. Rasmus Larsen afløser Simon Lyngsø Sterring
Advarsler:
Skive: ingen
Vejle: ingen
Tilskuertal: 650
Dommer: Jakob Kehlet