Med en overbevisende 4-1 sejr over Fremad Amager fastholder Kim Kristensens unge SIK-mandskab andenpladsen i NordicBet Ligaen. En placering der med runders øvrige resultater øgede afstanden ned til den ”kedelige” fjerdeplads til fem point.
Søndagens opgør på fort SPAR NORD Arena blev domineret af et godt spillende Skive-hold, der vel leverede forårets bedste præstation. Søndagens gæster fra Amager spillede sig ikke frem til mange afslutninger mod Emil Kobberup, og amagerkanerne var groft sagt kun farlige i forbindelse med standardsituationer.
Anfører John Dyring, der søndag havde Mikkel Frankoch som makker på den centrale midtbane i stedet for en skadet Ayinde Lawal, stod for kampens første scoring. Fra kanten af feltet sendte Dyring afslutningen afsted, som Alexander Horsebøg i gæsternes mål vel ret beset burde have afværget.
Blot syv minutter senere fik gæsterne udlignet, da Mike Mortensen efter et hjørnespark var hurtigst over en løs bold tæt under mål. Få minutter efter udligningen var en velspillende Frederik Brandhof tæt på at heade hjemmeholdet i front på Emil Søgaard indlæg fra højre.
Netop som den halve time var rundet var heldet med de gule, da en Fremad Amager hjørnespark ramte indersiden af stolpen. Dette forsøg var sidste gang at Emil Kobberup og SIK-forsvaret for alvor blev udfordret af gæsterne.
Med seks minutter til pausen fik de gule endelig udbytte af anstrengelserne. John Dyring slog bolden i dybden til Anders Hagelskjær, der headede på tvær af feltet. Her dukkede Emil Søgaard op og fik fortjent bragt SIK i front. Og med få sekunder tilbage af første halvleg fik Mathias Bersang stemningen på SPAR NORD Arena til at stige yderligere, da han bragte SIK på 3-1.
Efter pausen var Skive ”young-boys” i fuld kontrol. Til taktfaste klapsalver fra et tilfreds publikum spillede de gule sig frem til flere gode muligeder. Og efter en times spil troede alle, at Frederik Brandhof havde øget til 4-1. Men scoringen blev underkendt, da der var vinket for offside.
Men med et kvarter tilbage af opgøret blev den sidste rest af spænding definitivt fjernet, da Christoffer Østergaard var hurtigst over en løs bold efter ét af utallige Skive-hjørnespark, og resolut bankede 4-1 målet ind.
Næste opgave for Skive er Skærtorsdag, hvor turen går til Fredericia. Et opgør der sendes direkte på TV3 Sport 1 kl. 16.00.
Kampfakta:
Skive IK – Fremad Amager 4-1 (3-1)
Målscorere:
13. min. 1-0 John Dyring
19. min. 1-1 Mike Mortensen
39. min. 2-1 Emil Søgaard
45. min. 3-1 Mathias Bersang
74. min. 4-1 Christoffer Østergaard
Startopstilling: Emil Kobberup, Emil Søgaard, Magnus Jensen, Christoffer Østergaard, Anders Hagelskjær, John Dyring, Mikkel Frankoch, Jesper Henriksen, Mathias Bersang, Frederik Brandhof Jeppe Mogensen
Udskiftninger:
60. min. Oliver I. Pedersen afløser Mathias Bersang
71. min. Alexander Baun afløser Jesper Henriksen
76. min. Mathias Pedersen afløser Frederik Brandhof
Advarsler:
Skive: Anders Hagelskjær
Fremad A.: Hakan Redzep, Mads Nordam
Tilskuertal: 842
Dommer: Mikkel Redder