Søndag, den 18. september, løb Skive IK igen på banen, og denne gang imod Næstved BK.
Alle point er vigtige, og når man kigger på den aktuelle stilling i 1. division efter rundens kampe, er det tydeligt for enhver, hvor vigtig søndagens 2-1 sejr over et ganske kompetent Næstved-mandskab var.
Til søndagens opgør måtte cheftræner Kim Kristensen rokere lidt rundt på brikkerne, da Mads Eriksen op til kampstart måtte melde fra med en ankelskade. Dette betød ”debut” i det centrale forsvar til anfører John Dyring.
Første halvleg af søndagens opgør var en lige affære mellem to mandskaber, der begge forsøgte at lure på modstanderens fejl. Oplagte muligheder var der ikke mange af før pausen. Første mulighed tilfaldt de gule og Mathias Bersang efter ni minutter. Og ti minutter senere testede først rækkens topscorer Jeppe Illum og sekunder senere Stefan Nygaard Hansen Daniel Krog i Skive-målet. Men begge gange var Krog på plads.
Halvlegens eneste scoring kom efter en god halv time. Mikkel Frankoch sendte fra banens midte Jesper Henriksen afsted i højre siden. Henriksen tog turen mod baglinien og satte med en smart finte gæsterne Daniel Norouzi. Aflevering skråt tilbage i feltet lå lige i fødderne på Mathias Bersang, der sikkert lagde bolden i det lange hjørne uden chance for Sebastian Dahlmann Olsen i gæsternes mål.
Efter pausen var det gæsterne, der åbnede bedst, og allerede efter tre minutter testede gæsterne Patrick Nygaard Hansen og Daniel Krog. Sekunder efter redningen var Jesper Henriksen afsted i en kontra, men hans forsøg på at ”liste” bolden ind i det hjørne gik over mål.
Senere i halvlegen bød gæsternes Jesper Christiansen ind på en udligning, da han pludselig stod helt blankt ved bagerste stolpe, men igen var Krog på plads og fik blokeret. Ti minutter inde i halvlegen troede de godt 500 fremmødte på SPAR NORD Arena, at Jesper Henriksen havde øget til 2-0, efter indlæg fra Mathias Pedersen i venstre siden. Men desværre var der virket for off-side på Mathias Pedersen.
Efterhånden som halvlegen skred frem, åbnede gæsterne mere og mere op rent offensivt. Og med godt en halv time igen var der atter bud efter udligningen, men igen trak Daniel Krog det længste strå på Andreas Baes’ afslutning.
Gæsternes offensive satsning åbnede op for omstillingsmuligheder til SIK’erne, og både Mathias Pedersen og Oliver I. Pedersen var tæt på at øge føringen. Men i stedet for 2-0 blev det nærmest ud af ingenting 1-1. En lang fremlægning endte hos Mikkel Jensen, der resolut sparkede udligningen ind.
Det virkede som om gæsternes udligning gav hjemmeholdet fornyet energi, og med otte minutter igen kom sejrsmålet. Et hjørnespark fra venstre side dumpede ned i det lille felt. Blandt venner og fjender var indskiftede Jeppe Mogensen kvik, og han kunne nærmest chippe 2-1 målet ind.
I resten af opgøret satsede gæsterne i forsøget på få noget med hjem til det sjællandske. Og med små fire minutter tilbage bød Stefan Nygaard Hansen ind på udligningen. Men endnu engang hev Daniel Krog en stor redning frem, og dermed kunne de gule tage den anden sejr i træk, efter endnu en mandfolkepræstation mod en modstander, der var de gule overlegen rent fysisk.
Næste opgave for de gule er en tur til Nordsjælland, og et opgør mod FC Helsingør. Næste opgave hjemme på SPAR NORD Arena er det udsatte opgør mod Vejle, som afvikles onsdag den 28. september kl. 19.00.
Kampfakta:
Skive IK – Næstved BK 2-1 (1-0)
Målscorere:
32. min. 1-0 Mathias Bersang
74. min. 1-1 Mikkel Jensen
82. min. 2-1 Jeppe Mogensen
Startopstilling: Daniel Krog, Emil Søgaard, Christoffer Østergaard, John Dyring, Frederik Brandhof, Mikkel Frankoch, Ayinde Lawal, Jesper Henriksen, Mathias Bersang, Mathias Pedersen, Andreas Kock
Udskiftninger:
62. min. Oliver I. Pedersen afløser Andreas Kock
73. min. Jeppe Mogensen afløser Mathias Pedersen
81. min. Simon Lyngsø Sterring afløser Jesper Henriksen
Advarsler:
Skive: Mikkel Frankoch, Ayinde Lawal
Næstved: Daniel Norouzi
Tilskuertal: 506
Dommer: Michael V. Jensen