Tirsdag eftermiddag afviklede Skive IK sommerens anden testkamp. Det blev tæt og intenst fra start til slut imod Superligaholdet fra Hobro IK.
Generelt var det endnu en god testkamp for Skives unge mandskab. - Vi var uden anfører John Dyring, Anders Hagelskjær, Ayinde Lawal, Oliver I Pedersen, Mathias Pedersen, Frederik Brandhof, Magnus Jensen, samt de langtidsskadede Emil Zetterquist og Mathias Bersang, fortælles der fra Skive IK.
Ovenstående betød, at Skive IK igen stillede med et ungt og urutineret mandskab, som alle ydede en flot indsats. Cheftræner Kim Kristensen havde flere fokuspunkter inden kampen, og var generelt glad og stolt over spillernes ageren kampen igennem; -Fysisk og konditionelt er vi på rette vej. I dag spiller vi helt lige op med et fysisk stærkt Superliga-hold.
Cheftræner Kim Kristensen forsætter: - At vi taber 0-1 går jeg ikke så meget op i. Jeg hæfter mig ved at spillerne gør det de er gode til. De løber mange meter, tør spille bold og forærer næsten ingen chancer væk. Vi har fysiske overskud og presser rigtig godt på i den sidste del af kampen. Generelt er jeg super tilfreds og reelt er eneste minus. at vi producerer for få målchancer.