De rødklædte gæster fra Nykøbing FC var mere effektive end de gul/blå Skive-spillere og derfor kunne gæsterne tage den lange tur hjem til Falster med tre point i tasken.
I store dele af dagens opgør var det Skive-mandskabet der styrede løjerne, men som nævnt var gæsterne effektive.
Tre gange inden pausen havde falstringerne sat bolden ind bag Emil Kobberup i Skive-målet og sat kursen mod en sikker sejr.At der ved pausen stod et stort rundt nul ved hjemmeholdet, skyldtes for en stor dels vedkommende at målnæsen var blevet glemt i omklædningsrummet - for mulighederne var der. Inden gæsterne kom i front var Jeppe Mogensen i to omgange tæt på. Men den sidste skarpheden manglede, skriver Lars Vernegaard, SIK.
Siden var både Emil Søgaard og en velspillende Fredrik Brandhof tæt på at udligne gæsternes 1-0 føring. Og med få minutter til pausen stod Thomas Villadsen i gæsternes mål det rigtige sted, da Anders Hagelskjær fra nært hold afsluttede.
Efter pausen fortsatte de gule med at være spilstyrende. Og inden Frederik Brandhof med et flot spark fra kanten af feltet fik reduceret til 1-3, havde samme Brandhof og Emil Søgaard sendt kvalificerede afslutninger afsted.
Efter reduceringen fortsatte SIK’erne med at trykke på gæsterne. Og blot tre minutter gik der, inden der blev reduceret yderligere. Indskiftede Mathias Pedersen omsatte Jesper Henriksens indlæg fra venstre og nu kunne de gule pludselig lugte point.
Kim Kristensens tropper fortsatte med at spille frisk fremad, og selvom dette åbnede op for gæsterne, formåde Nykøbing-mandskabet aldrig for alvor at blive farlige på kontraangrene.
I den modsatte ende testede John Dyring med godt ti minutter igen Thomas Villadsen i gæsternes mål, men Villadsen fik pareret. Og med otte minutter igen var indskiftede Jakup Thomsen blot centimeter fra at nå frem til Jesper Henriksens indlæg. Desværre holdt gæsterne stand og en flok slukørede SIK-spillere måtte notere et bittert nederlag, Lars Vernegaard, SIK.
Næste opgave for de er på lørdag, hvor turen går til Gladsaxe og et møde med AB.
Kampfakta:
Skive IK – Nykøbing FC 2-3 (0-3)
Målscorere:
11. min. 0-1 Mikkel Dahl
29. min. 0-2 Joachim Wagner
33. min. 0-3 Joachim Wagner
59. min. 1-3 Frederik Brandhof
62. min. 2-3 Mathias Pedersen
Startopstilling:
Emil Kobberup, Emil Søgaard, Rasmus Lauritsen, Christoffer Østergaard, Anders Hagelskjær, John Dyring, Ayinde Lawal, Frederik Brandhof, Jesper Henriksen, Andreas Koch, Jeppe Mogensen
Udskiftninger:
46. min. Mathias Pedersen afløser Andreas Kock
59. min. Jakup Thomsen afløser Jeppe Mogensen
79. min. Magnus Jensen afløser Emil Søgaard
Advarsler:
Skive: Rasmus Lauritsen, Frederik Brandhof
Nykøbing:Jordan Willsen x2 og dermed rødt kort, Mads Ibennfeldt
Tilskuertal:
1.026
Dommer:
Jakob A. Sundberg