For anden hjemmekamp i træk – og tredje turneringskamp – måtte Skive IK forlade banen som tabere, da dagens gæster på SPAR NORD Arena fra Vejle hev en smal 1-0 sejr med hjem til Nørreskoven.
Dagens opgør blev en tæt og for store deles vedkommende velspillet kamp. Vejle-mandskabet startede klart bedst og allerede efter fem minutters spil havde gæsternes Agon Mucolli bolden i nettet, men scoringen blev annulleret for offside.
De gule fik stille og roligt arbejdet sig ind i opgøret, og efter godt tyve minutters spil var Jeppe Mogensen tæt på at heade et indlæg fra Anders Hagelskjær ind i det lange hjørne. Og små ti minutter senere kom Hagelskjær til baglinien efter flot sammenspil med Jesper Henriksen. Men indlægget ramte en Vejle-spiller og gik til hjørnespark. På det efterfølgende hjørnespark, endte bolden for fødderne af Jeppe Mogensen, der resolut sparkede bolden i kassen. Desværre for Mogensen og resten af Skive-mandskabet blev scoringen underkendt for offside, skriver Lars Vernegaard.
Efter pausen var det de gule, der var mest på bolden og gæsterne lignede et hold, der var tilfreds, så længe stillingen var uafgjort. SIK-mandskabet var i flere tilfælde lige ved og næsten. Blandt andet fik Jesper Henriksen en stor mulighed seks minutter efter pausen, men på Frederik Brandhofs indlæg headede Henriksen i jorden og over mål.
Med et stort kvarter tilbage af opgøret var SIK-forsvaret uopmærksomme ved et hjørnespark og en helt fri Lucas Maia kunne let heade gæsterne i front. En spand kold vand i hovedet på hjemmeholdet, hvor cheftræner Kim Kristensen reagerede hurtigt og gik over til at spille med et tre-mandsforsvar i forsøget på at fremtvinge udligningen.
Satsningen åbnede op for muligheder til gæsterne på kontra. Men heldigvis var Emil Kobberup på plads og fik forhindret gæsterne i at øge føringen. I den modsatte ende lykkedes det aldrig for alvor at få bragt et kompakt Vejle-forsvar på glatis i slutfasen. Og efter fem minutters tillægstid kunne gæsterne juble og sejren og en ny sæson i NordicBet Ligaen.
Trods dagens nederlag fastholder Kim Kristensens tropper tredjepladsen i NordicBet Ligaen, og kan altså stadigvæk selv spille sig i oprykningsspillet. Næste kamp for de gule er søndag den 21. maj, hvor holdet hjemme på SPAR NORD Arena møder Nykøbing FC. Her skal holdet have størst mulig opbakning, så en opfordring herfra til at møde op og støtte holdet i kampen for en plads i oprykningsspillet.
Kampfakta:
Skive IK – Vejle BK 0-1 (0-0)
Målscorere:
74. min. 0-1 Lucas Maia
Startopstilling:
Emil Kobberup, Emil Søgaard, Rasmus Lauritsen, Christoffer Østergaard, Anders Hagelskjær, Mikkel Frankoch Ayinde Lawal, Frederik Brandhof, Jesper Henriksen, Mathias Pedersen, Jeppe Mogensen
Udskiftninger:
65. min. Andreas Kock afløser Mathias Pedersen
65. min. Alexander Baun afløser Jesper Henriksen
79. min. Magnus Jensen afløser Emil Søgaard
Advarsler:
Skive: Mathias Pedersen, Emil Søgaard
Vejle: Pavel Bajza, Simon Nagel, Lucas Maia, Yue Xin, Dominic Vinicus
Tilskuertal:
895
Dommer:
Aydin Uslu