Første DAT flyvning til Aberdeen

Ferie og rejse:

Luftfartsselskabet har arbejdet på højtryk for at blive klar til første flyvning på ruten mellem Esbjerg og Aberdeen, der havde premiere i dag.

DATs nye rute mellem Esbjerg og Aberdeen blev i dag åbnet med sækkepibeorkestret Sønderborg Pipes and Drums og klokken 10.40 lettede første fly mod Aberdeen. Ombord var pressefolk, erhvervskunder, repræsentanter fra rejsebureauer og turistselskaber samt rutepassagerer.

”Det har været en hektisk uge, da der er en del forberedelser ved opstart af en ny rute. Vi lancerer en åbningskampagne, et business-lignede cateringkoncept og selvfølgelig lave billetpriser. Derudover har vi været i dialog med eksisterende firmakunder og fået lavet aftaler med disse. Alle involverede har arbejdet hårdt for at nå i mål med dette projekt”, fortæller Jesper Rungholm, der er direktør i DAT.

Glæde i Esbjerg
Som Danmarks EnergiMetropol, er det afgørende for Esbjerg, at der er direkte flyforbindelser til vores vigtigste nabobyer i energibranchen, som er Aberdeen og Stavanger.

”Offshore industrien er afhængig af denne forbindelse, og derfor er jeg meget glad for, at Esbjerg Airport og DAT har indgået en aftale om faste flyforbindelser mellem Aberdeen og Esbjerg. Vi håber, at der i fremtiden kommer endnu flere flyforbindelser, der forbinder Esbjerg med resten af verden. Mulighederne er der nu, hvor verdens hurtigste datakabel, Havfruekablet, kommer til byen, og flere datacentre allerede har meldt deres ankomst”, siger borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen.

Søren Heide Lambertsen, der er udvalgsformand for Teknik & Byggeudvalget, peger på at ruten til Aberdeen er en del af lufthavnens identitet.

”Derfor er vi glade for, at der fortsat er en direkte forbindelse mellem Esbjerg og Aberdeen. Det er ikke kun offshore branchen, der benytter sig af ruten men også turister. I forvejen flyver DAT fra Esbjerg til Stavanger og det har selskabet gjort side 1996”, siger Søren Heide Lambertsen.

Åbningskampagne
DAT giver 10 % rabat på alle billetter, der bookes mellem åbningsdagen den 25. februar og frem til den 24. marts. Den billigste billet koster kr. 449 og kan bestilles i DATs servicecenter.

”Derudover vil vi gerne hjælpe de berørte passagerer, som havde købt en flybillet med Flybmi mellem Esbjerg og Aberdeen. Vi har besluttet at give 20 % rabat på billetter til DAT flyvninger på samme dato (eller næste hverdag, hvis vi ikke flyver). Rabatten kan anvendes på alle billetklasser, men kan kun bestilles via vores servicecenter. De vil også validere Flybmi-billetten og udstede rabatten manuelt”, siger Jesper Rungholm.

Service koncept
Den gode service fra DATs rute til Stavanger vil man også finde på ruten til Aberdeen.

”Vi har altid fået meget ros for servicen ombord på vores Esbjerg/Stavanger rute. Det er derfor helt nærliggende, at vi serverer samme business-lignede oplæg på Esbjerg/Aberdeen ruten. Ombord kan passagererne nyde højtbelagt smørrebrød og en dessert. Derudover byder vi på kolde drikkevarer og kaffe/the samt chokolade”, slutter Jesper Rungholm.

Ruteprogram
DAT flyver ruten med et ATR 42 fly med plads til 46 passagerer og der bliver fløjet mandag, onsdag, torsdag og fredag. Selskabet forventer at øge frekvensen yderligere, når sommeren nærmere sig.

Ruteprogrammet er som følgende:

Mandag
DX18 Esbjerg-Aberdeen 10.40-11.35
DX19 Aberdeen-Esbjerg 12.05-15.00

Onsdag og torsdag
DX18 Esbjerg-Aberdeen 12.20-13.15
DX19 Aberdeen-Esbjerg 13.45-16.40

Fredag
DX18 Esbjerg-Aberdeen 08.40-09.40
DX19 Aberdeen-Esbjerg 10.10-13.10

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk