I dagene 24.-26. februar åbner messen ”Ferie for Alle” dørene for mere end 60.000 gæster i MCH i Herning.
Og selvfølgelig har Skiveegnens turismeaktører og Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter (SET) igen i år en stor fælles stand i Danmarkshallen, hvor gæsterne kan finde inspiration til oplevelser og aktiviteter for alle sanser. Standens tema er "Skive – det er Rent Liv" med fokus på Limfjorden, stranden og et væld af gode madoplevelser, producenter og tilbud på overnatning.
-De seneste år har vi oplevet, at både danske og udenlandske turister vælger charter- og udlandsferie fra – til fordel for ferie, miniferie og udflugter i Danmark. Og så er det jo oplagt, at Skiveegnen er synlig på Danmarks største rejsemesse, lyder det fra turismekonsulent Janne Kragh Pedersen fra SET, der uddyber: -De fleste gæster på Skiveegnens stand søger inspiration til miniferier og endagsbesøg samt oplysninger om aktiv ferie, daseferie ved stranden, kulturelle oplevelser, lokale råvarer og overnatningsmuligheder. Af samme grund er standen primært tænkt som en inspiration til gæster fra Skive kommunes nærområde, d.v.s. Jylland og Fyn.
I år er Skiveegnens stand delt op i et fællesareal og 6 enkeltstande, der dog bliver en integreret del af den samlede stand. Skiveegnens turismeaktører står klar med et spændende program, gode tilbud, konkurrencer, smagsoplevelser samt facts om store (og små) begivenheder.
Ud over de 6 enkeltstande fra Fur Bryghus, Jenle, Skive Fjord Camping, Fur Camping, Fur Ø Gårdbutik Klode og Hotel Pinenhus, kan gæsterne bl.a. møde repræsentanter fra Fursund Turistinformation, Tarok Museet og Trolderuterne – og fra SET/VisitSkive, selvfølgelig.
Janne Kragh Pedersen og Helle Kaas Lyngsø har, sammen med en aktiv messegruppe, koordineret Skiveegnens deltagelse på Ferie for Alle. Om den mere aktive del af messeprogrammet siger de:
- Vi har strikket et spændende program sammen, så der hver dag er noget for både børn og voksne. Alle tre messedage kan gæsterne møde troldemor Kirsten Borger fra Trolderuterne og fjordvejleder Jesper Krogh Nielsen, der levende fortæller om livet i Limfjorden. Op til messen kører vi en konkurrence på vores facebook-side – hvor der er billetter til dette års messe på spil. Så kig ind på facebook.com/visitskive.
Skiveegnen har meget at tilbyde endags-, weekend- og ferieturister og med en stor fælles stand, forventer SET og turismeaktørerne at få de optimale muligheder for at møde gæsterne og fortælle dem om de mange oplevelser og aktiviteter, der gemmer sig bag ”Skive – det er Rent Liv”. Af årets store kulturelle oplevelser kan bl.a. nævnes, at Skive i 2017 er en del af Århus 2017 og Europæisk Kulturhovedstad og at der i Kr. Himmelfarts ferien afholdes VM i Middelalderkampsport på Spøttrup Borg.
–Vi glæder os til at møde gæsterne på stand C2590 i Danmarkshallen og til at inspirere dem til et besøg eller en ferie på Skiveegnen, slutter Janne Kragh Pedersen.