Valuta: Din sommerferie bliver op til 27 procent dyrere
Danskernes sommerferie til Egypten, USA og en række andre destinationer bliver i år op til 27 procent dyrere end sidste år. Værdien af danske kroner er nemlig svækket, og det betyder, at der mange steder skal flere danske kroner til for at betale for hotel, restaurantbesøg og taxiture.
Danskernes feriebudget på populære destinationer som Egypten, USA og De Forenede Arabiske Emirater rækker i år betydeligt kortere, end det gjorde for bare et år siden.
Værdien af danske kroner er nemlig svækket over for en lang række valutaer, og derfor får danske turister op til 27 procent færre egyptiske pund, dirham eller amerikanske dollars, når hotellet, restauranten eller taxien skal betales. For en dansk familie, der er på ferie i 14 dage med et dagligt forbrug på 1.000 kroner, betyder det en samlet prisstigning på op til 3.800 kroner sammenlignet med udgifterne sidste år, når den lokale prisudvikling (inflation) medregnes.
- I lande som Egypten, USA og De Forenede Arabiske Emirater er der tale om en ret markant fordyrelse sammenlignet med sidste år, og danske turister i de lande vil helt klart kunne mærke, at de får mindre for kronerne, siger cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm.
Stærk dollar
Jens Nyholm henviser til, at danske kroner det seneste år først og fremmest har mistet værdi over for den amerikanske dollar, der er styrket på grund af overbevisende fremgang i den amerikanske økonomi. Men fordi flere andre valutaer som egypternes pund og emiraternes dirham er forankret i den amerikanske dollar, er den danske krone i dag ikke bare svækket over for dollaren, men over for en lang række valutaer.
- Dertil kommer, at priserne i eksempelvis Egypten, De Forenede Arabiske Emirater og Tyrkiet stiger langt hurtigere, end de gør herhjemme, og det er også med til at gøre alt fra is og fadøl til hotel og taxiture dyrere på feriedestinationerne, uddyber Jens Nyholm.
Billigere i Grækenland
Danske kroner er fastlåst til euroen, og derfor får danske turister i eurolande som Frankrig og Italien ligeså mange euro for kronerne, som tilfældet var sidste år. Men selv om valutaen er fastlåst, kan der godt være forskel i de enkelte landes prisudvikling, og det er forklaringen på, at Grækenland i år er blevet knap 3 procent billigere at holde sommerferie i sammenlignet med sidste år.
- Den langvarige og hårde økonomiske krise i Grækenland betyder, at landet nu oplever deflation – det vil sige faldende priser. Og når vi stadig får det samme antal euro for vores kroner, som vi plejer, så bliver det i sidste ende en smule billigere for os at være turister i Grækenland, uddyber Jens Nyholm.
Ud over Grækenland er det også blevet billigere at være dansk turist i lande som Rusland og New Zealand, hvor henholdsvis en økonomisk krise og en uventet rentenedsættelse har svækket den russiske rubel og den thailandske bath.