Om kort tid sættes billetterne til salg til næste års Folkemøde på Bornholm. Og i 2019 tilføjes der 50 ekstra afgange i forhold til sidste års program fra København til Bornholm.
DAT har stor erfaring i planlægning af ruteprogrammet til Folkemødet og forberedelserne startede allerede for måneder tilbage. Efterspørgslen på billetter er stor og selskabet vil gerne give de rejsende optimale muligheder. Derfor indsættes der 50 ekstra afgange, for at kunne imødekomme den store efterspørgsel. Dermed nærmer DAT sig maksimum kapacitet på rampen og i lufthavnen på Bornholm.
”Vi er glade for at kunne tilbyde hurtig og nem transport til Folkemødet. Også i 2019 vil alle flyvningerne være 110% CO2 neutrale. Flyet er lang den hurtigste transport og samtidigt med vores klima tiltag også den grønneste”, siger Jesper Rungholm, direktør i DAT.
”De to største rejsedage er torsdag til Bornholm og søndag hjem fra Bornholm. Samlet indsætter vi 254 afgange til folkemødet og i 2019 endnu flere afgange med vores A320 med plads til 180 passagerer og MD 80 med plads til 172. I løbet af de fire Folkemøde dage sættes mere end 18.632 billetter til salg fra København. Det er 30% flere end i 2018. Vi glæder os meget til at tage imod alle de rejsende til næste års politiske festival”, slutter Jesper Rungholm.
DAT / Bornholmerflyet fastholder fortsat samme priser til folkemøde som til daglig. I folkemøde dagene forsvinder billigbilletter meget hurtigt. De mange afgange gør at en stor del af produktionen er ”tomme” flyvninger. Dette øger produktionsprisen væsentligt – man betaler faktisk nærmest for to flyvninger men også disse flyvninger er 110% CO2 neutrale.