Oplev eller genoplev Fur - og spar færgebilletten

Foto: Thomas Køser, Skive Kommune
Familie og fritid:

Fra fredag d. 21. september til søndag d. 21. oktober er der igen gratis færge til Fur – til stor glæde for turister og lokale besøgende, der tidligere i stor stil har benyttet den gratis overfart til et besøg på den skønne ø midt i Limfjorden.

Her er fantastisk natur og oplevelsesmulighederne står i kø – og så ligger Fur kun 2 minutter fra fastlandet, med en færge, der sejler døgnet rundt.

-Med sin unikke natur indbyder Fur til en dagsudflugt eller et weekendophold, fortæller erhvervskonsulent Janne Kragh Pedersen fra SET / Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter, der uddyber: -Fra Knudeklint, som kandiderer til UNESCO Verdensnaturarv, er der udsigt over fjorden til Mors, Salling, Livø og Thy. Fur indbyder til cykel- og vandreture, til besøg i et af de mange gallerier eller på Fur Museum. Eller måske trækker de fascinerende molergravene, der – sammen med de stejle klinter på nordøen – fortæller om naturen for 55 mill år siden. Og når sulten melder sig, står øens spisesteder i kø for at diske op med lækkerier.

Fur er ideel for cyklister og gæster, der vælger at gå på opdagelse til fods: En fantastisk natur og hele tre ruter med i alt 100 km veje, der forgrener sig ud over øens 22 m2: blå kystrute Fur rundt, den grønne bakkerute direkte til toppen af Fur eller den røde butiksrute, der fører rundt til forretninger, gallerier og udstillinger.

Om gallerier og udstillinger siger Janne Kragh Pedersen: -Uanset om man er i bil, på cykel eller til fods, er der undervejs på turen rig mulighed for at kigge indenfor hos de mange gallerier, som Fur er kendt for. Spredt rundt på den lille ø findes ikke mindre end 20 atelierer og arbejdende værksteder, der hver især har deres helt eget særpræg.

-Det særlige Fur’ske særpræg viser sig også i form af Fur-fiskene, lyder det fra Janne Kragh Pedersen, der uddyber: -Fur-fiskene er små, enkeltstående kunstværker, formet som fisk. De gemmer sig alle steder – så leg ”Find Holger” og forsøg, om du kan finde alle Fur-fiskene, når du bevæger dig rundt på øen -  nyd kunstnernes mangfoldighed og opfindsomhed.

Måske nogle undrer sig over, hvorfor det pludselig er gratis at komme til Fur. Janne Kragh Pedersen forklarer, at dette skyldes et tilskud fra Social- og Indenrigsministeriet, der giver småøernes færgeselskaber mulighed for at sænke billetpriserne i ydersæsonerne. Frem for en generel nedsættelse af prisen, har Fur Færgeri valgt at gøre overfarten helt gratis i fire uger – hhv forår og efterår.

-Benyt dig af det – uanset om du endnu har Fur tilgode eller kender øen som din egen bukselomme, lyder opfordringen fra Janne Kragh Pedersen, der opsummerer: -Fur er altid et besøg værd – uanset om man er til enestående natur, god mad eller spændende kunstoplevelser.

-Hvis du gerne vil ha’ lidt fif inden besøget, kan du læse meget mere om Fur på www.limfjordsferie.com, slutter hun.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk