Skoler og institutioner holder lukket de næste to uger, men det betyder ikke, at hele familien skal sidde indenfor. Her er 7 sjove aktiviteter i den nære natur, I kan lave uden at overskride myndighedernes anbefalinger.
Både skoler, institutioner og fritidsklubber holder lukket i to uger, så coronasmitten kan inddæmmes. Det betyder, at mange forældre vil arbejde hjemme og måske have svært ved at finde på stimulerende aktiviteter, der matcher dagtilbuddets. For børn og voksne, også dem i byen, kan det være svært at finde gode aktiviteter uden at bryde myndighedernes anbefalinger.
I sådan en kedelig tid er det ekstra vigtigt at få sol og luft og forkæle sanserne. Både for børn og forældre. Forskning viser, at naturen har en beroligende virkning, og så er den fyldt med sanseindtryk.
Og så længe at der ikke bliver alt for mange mennesker, er grønne åndehuller måske det allerbedste sted at være, mens corona-virusset kommer under kontrol. Her er 7 grønne aktiviteter, der nemt kan afvikles for børn og voksne - også dem i byen.
7 aktiviteter i naturen
1. Saml sten og mal dem flotte derhjemme
Hvor: Park eller strand
Sten er ikke bare sten. Nogle sten er æggeformede som et ansigt, nogle kan ligne et dyr, og andre har træk som en fantasi-blomst. Udnyt det! Tag en tur på stranden eller i parken med en rygsæk og gør en leg ud af at samle de flotteste sten. Når I kommer hjem i varmen kan I farvelægge stenene, og de flotteste kan enten udstilles, bruges som bogstøtter eller noget helt tredje. Husk varm kakao og vandopløselige farver!
Læs en masse om hvad du skal bruge til at male på sten og få en god oplevelse.
2. Bladmænd og bladkoner
Hvor: Haven eller ethvert sted med træer med blade
Her skal børnene på jagt efter nogle lækre blade. Selvom det først lige er blevet forår, og de fleste træer ikke er sprunget ud med blade endnu, er der faktisk træer, som har grønne blade året rundt. Det er typisk planter i haven, for eksempel enebærbuske, rynkeblad, kristtorn og ildtorn. Og så selvfølgelig nåletræer.
Saml en bunke både store og små blade, og når I kommer hjem laver I gode gammeldags bladtryk af bladfangsten. Læg bladene på et farveunderlag, så de forestiller bladmænd og bladkoner, læg et papir ovenpå og gnid så hårdt den brede side af en farve ovenpå papiret, så bladenes strukturer popper frem. Brug eventuelt forskellige farver til forskellige kropsdele.
Lav det indtil I ikke gider mere, og til sidst vil I have en masse farvestrålende bladmennesker, der kan hænges op på børneværelset.
3. Lav et kort over den lokale park
Hvor: Parken
Tag en stor, fast notesblok og tuscher med i parken - eller en tablet. Mens I går rundt er en udpeget i familien ansvarlig for at holde blokken og tegneredskaberne. Det her er en anderledes gåtur i parken, end I er vant til. I skal nemlig i fællesskab kortlægge parken med stisystemer og særlige kendetegn, f.eks. store træer (eller særlige gravsteder hvis I er på en kirkegård), og tegne det på papiret. Kortlæg kun et afgrænset område.
Om nogle dage eller en uge tager I i parken igen. Denne gang er børnene ansvarlige for at holde kortet, og de skal så finde hen til et bestemt punkt, I kortlagde sidste gang. Hvis I er dygtige, når I frem til punktet – og hvem ved – måske har påskeharen været tidligt ude og plante et chokoladeæg?
Læs mere om at finde vej i naturen og om flere sjove lege med orientering.
4. Brug de to uger på at jage foråret
Hvor: Over det hele
I har sikkert allerede bemærket påskeliljer, skud på piletræerne, anemoner i skovbunden og antydninger af lysegrønt. At kende tegnene på forår og holde styr på dem er en sjov aktivitet for både store og små børn. I kan måske købe en notesbog til formålet og løbende skrive ned og tegne, når I ser noget forårsagtigt.
I kan gøre det løbende over de to uger og hver dag gå en tur, hvor I tjekker op på de noterede forårstegn. Bliver busken nede på hjørnet mere grøn? Bliver skuddene på piletræerne ved søerne større? Eller I kan tage én gåtur, notere alt forårsagtigt og gøre det samme om to uger til sammenligning.
Her er nogle kendte forårstegn:
De hvide anemoner dækker skovbunden, hasselbusken blomstrer og resulterer i løbende næser hos mange allergikere, svalerne kommer tilbage fra deres vinterferie i Afrika, frøerne lægger æg i småsøer og vandhuller.
Læs om mange flere forårstegn og mere om forårsjagten.
5. Drik træerne
Hvor: Skove eller parker
Det lyder måske lidt sjovt, men både grantræer og birketræer kan give lækre drikke, hvis de bruges ordentligt.
Birkesaft: Et voksent birketræ drikker enormt meget vand hver dag, og derfor er den sprængfyldt med væske. Den blander selv vandet med træets egen søde smag. Den væske, det bliver til, er en lækker sød læskende drik. Husk at find et sundt birketræ med en stor trækrone. Og husk at spørg den eventuelle ejer om lov, før I tapper. I Naturstyrelsens skove, hvor der findes birketræer mange steder, må I klippe en gren af et træ, der er over 10 meter højt.
Sådan gør I: Klip en fingertyk gren over. Stik grenen på træet ind i en flaske og bind flasken fast til grenen med en snor rundt om flaskens krave. Saften vil nu selv løbe ned i flasken. Over et par dage vil I på denne måde kunne tappe et par liter birkesaft. Herefter lukker grenen selv såret.
Læs mere om at tappe birkesaft.
Grantræs-the- eller saft: I har måske lagt mærke til, at der for enden af grantræernes nåle for tiden sidder en lille dut. Det er træets nye nåleskud. Og de smager godt! Tapper I dem rigtigt kan I lave både the og saft ud af dem. Sådan gør I: Gå en tur og saml friske skud fra gran- eller fyrretræ. Skyl de friske skud, I har samlet. Kog vandet i en gryde. Kom de skyllede skud i gryden. Lad det simre i ca. 15 minutter under låg. Sluk for kogepladen. Lad teen trække i yderligere 15 minutter. Filtrer teen gennem et klæde eller et kaffefilter.
Server teen enten kold eller varm. Læs mere om drikke grantræer.
6. Byg et insekthotel eller en redekasse til humlebierne
Hvor: Haven/gården
Mange af humlebierne og generelt de vilde bier er truet, fordi de mangler levesteder. I kan i familien hjælpe humlebierne ved at bygge et dejligt bo, som humlebierne kan søge tilflugt i. Dronningen vil altid søge efter at bygge en dejlig rede, så der kan produceres arbejderbier, som kan befrugte blomsterne. Har I en have eller er i et område, hvor der færdes bier, kan I sammen bygge en redekasse til humlebidronningen. Se, hvordan I bygger kassen. Når den er bygget, kan I finde noget redemateriale, gerne gamle blade eller allerbedst en gammel muserede. Humlebien kan godt lide lugten af musetis. Sæt kassen op i haven ved de blomstrende buske, ved en træstub, store sten, gærder, grøfter og andre markeringer i terrænet.
Er der knap så meget natur der hvor I bor, kan I nøjes med at lave et insekthotel til forbipasserende insekter. Det behøver ikke være mere kompliceret end at tage en gammel trækasse og inddele rum i dem med forskellig grene eller gamle tagrør. Prop mos, blade og andre naturting ind i nogle af rummene og andre lader I være tomme. Læs meget mere om at bygge forskellige typer insekthoteller.
7. Lav påskepynt af naturen
Hvor: Park, strand, det lokale grønne åndehul.
Vidste I, at man kan dekorere æg med farver og materialer fra naturen? Gå på jagt efter blade, græs og alt, der kan give farve og aftryk. Snyd evt. lidt med rødkål, rødløg eller spinat. Sammen med ægget putter I alt, der skal give farve og aftryk ned i en nylonstrømpe og koger det med bagepapir rundt om (holdes fast af snor eller elastik). Efter ti minutter tager I ægget op, og vupti, et flot dekoreret påskeæg.
Læs om MANGE flere måder at lave påskepynt i naturen