Thomas Rosenkrands fra Durup er til daglig indehaver af virksomheden TR Consult. Her hjælper han lokale virksomheder med at få fortalt deres gode historier. Men lige op til sommerferien udgiver han selv sin nyeste, fiktive historie, som er en spændingsroman.
I det gamle rådhus i Durup sidder Thomas Rosenkrands til dagligt på sit kontor med computeren foran sig, mens han taster løs på tastaturet og lader bogstaverne blive til ord, der fortæller historier på skærmen. Historierne bliver til artikler, pressemeddelelser, nyhedsbreve, Facebook-indslag, m.v. som han skriver for lokale virksomheder fra Salling.
Skrivelysten har Thomas altid haft og i 2013 sprang han ud som forfatter, da han udgav romanen ’Hold da helt ferie’. Men denne skønlitterære fortælling var ikke Thomas’ første bog. For i 90’erne skrev han første manuskript til en spændingsroman. Manuskriptet er siden blevet gennemskrevet i 2014 og igen i 2016, hvor det altså nu er klar til at møde sit publikum. Romanen har fået titlen ’Alt har sin pris’.
Nogle ganske få har haft bogen i hænderne til en snig-premiere. En af dem, der har læst bogen, er Pernille M. Glintborg, assistent hos TR Consult, som har korrekturlæst manuskriptet, inden det blev sendt til print. Hun fortæller om sin oplevelse med bogen:
”For dem, der ynder at pakke lidt læsestof med i kufferten, når de rejser ned i sydens sol, er den nye bog særdeles underholdende til ferielæsningen. Men den går også godt sammen med en blød sofa og et lunt tæppe på en dansk sommeraften. For uanset hvor du befinder dig, bliver du lynhurtigt grebet af fortællingen, som lever op til sin genre som spændingsroman, for spændende og medrivende, det er den.”
Selvom historien er fiktiv, er den alligevel meget aktuel i forhold til den politiske scene, vi oplever her i Danmark, hvor flygtningedebatten til tider handler om en dem-og-os-retorik. Og hvor nogle danske politikere bruger asylpolitik som springbræt for deres egne karriereambitioner.
I bogen lander man midt i et dansk, politisk landskab, hvor til tider kyniske strategier og praksisser afsløres. Én episode bliver startskuddet til en lang og kompliceret affære, som trækker tråde ud i alle samfundslag. Man veksler mellem at følge flere karakterer og får dermed historien belyst fra forskellige vinkler. Og forfatteren skaber nogle tydelige og troværdige billeder af hvordan menneskers moral udfordres, når der er personlig gevinst i sigte.
Thomas Rosenkrands har selv udgivet bogen. Finansieringen er sket ved hjælp af crowdfunding, som er en ny form for fundraising, hvor forfatteren gennem sit netværk har modtaget penge til projektet ved at søge mindre donationer mod en signeret kopi af romanen ved udgivelsen.
Bogen kan købes hos udvalgte forhandlere, bl.a. hos boghandlen i Nykøbing. Den kan også købes direkte hos forfatteren efter aftale.
Baggrundsinfo:
Udover romanen ’Hold da helt ferie’ fra 2013 har Thomas Rosenkrands i 2015 udgivet børnebogen ’En mand og hans Skilde’, som er skrevet af hans dengang 11-årige datter Lærke. Yderligere i 2015 udgav Thomas Rosenkrands ’Durups DNA’ i samarbejde med Durup Sparekasse Fond. Denne bog er en blanding mellem fiktion og fakta om Durup.
’Alt har sin pris’ er dermed forfatterens 4. udgivelse.