Midt- og Vestjyllands Politi vil gerne hjælpe borgerne med at sikre, at det kun er ham den rare og gavmilde med nissehuen, der kommer på besøg i julen. Borgerne i det midt- og vestjyske får her syv gode råd til at undgå besøg af indbrudstyven i julen.
Julen er traditionelt set højtid for indbrud. Det skyldes, at mange familier bruger juledagene på indkøbsture og besøg, så mange hjem står ubevogtede hen i løbet af juledagene. Midt- og Vestjyllands Politi opfordrer derfor alle borgere til at sikre huset, før man tager hjemmefra:
”Hvis man som borger ser noget mistænkeligt i nabolaget, så hilser vi det velkomment, at borgerne kontakter os og fortæller, hvad de har set. Vi anbefaler også, at naboer hjælper hinanden ved at holde øje med hinandens hjem”, forklarer politiinspektør Claus Nørgaard fra Midt- og Vestjyllands Politi” Mistænkelige observationer kunne eksempelvis være ukendte personer, der går rundt i villakvarteret eller ukendte biler i gadebilledet, som ikke rigtigt har noget formål med at køre rundt i kvarteret.
Midt- og Vestjyllands Politi har i den seneste måned oplevet en stigning i antallet af indbrud i politikredsen. Det er rigtig ærgerligt at få besøg af ubudne gæster.
”Har man en gang oplevet, at ens hjem har været udsat for indbrud, så ved man, hvor ubehageligt det er. Det gælder, uanset om tyvene sidenhen bliver fanget, og man får udbetalt penge fra forsikringsselskabet. Jeg opfordrer derfor alle til at følge rådene, også når juletiden er forbi”, udtaler politiinspektør Claus Nørgaard.
Det er altid en god ide at forstærke karme, døre og vinduer, men da det kan være svært at nå her op til jul, har vi syv andre gode råd, som er lette at udføre, og som ikke koster meget at implementere, så tyven ikke kommer på besøg, mens familien er til julefrokost et andet sted i byen.
De 7 gode råd til forebyggelse af indbrud lyder:
- Hils på andre i nabolaget og ønsk dem en glædelig jul – også dem du ikke kender. Det bedste værn mod indbrud er mennesker. Tyven vil hverken ses eller genkendes, og et simpelt ”hej” kan være nok.
- Sørg for god belysning i og omkring boligen, så tyven har svært ved at komme ind uden at blive set. Du kan fx købe nogle tænd/sluk-ure og tilslutte lamperne til dem.
- Få huset til at se beboet ud, når du ikke er hjemme. Lad lyset være tændt og parkér en bil i indkørslen.
- Lås døre og vinduer forsvarligt og sørg for at værdifulde ting ikke kan ses udefra.
- Hjælp naboen. Hold et vågent øje med naboens hus og parkér din bil i deres indkørsel, hvis ikke de er hjemme. Du kan også smide affald i deres skraldespand og tømme deres postkasse, hvis de er udenbys.
- Lås skuret og ryd op i haven, så der ikke ligger redskaber fremme. Nogle indbrudstyve medbringer ikke værktøj, men finder det på gerningsstedet.
- Tilmeld dig Nabohjælp på nabohjælp.dk. Nabohjælp forebygger op til hvert fjerde indbrud, og det tager blot 5 minutter at tilmelde sig.
Særligt fokus på indbrudstyvene i julen
Midt- og Vestjyllands Politi vil hen over julen have særligt fokus på forebyggelse af indbrud. Som et led i det forebyggende arbejde i politikredsen har de lokalt kendte indbrudstyve fået et præventivt ”høflighedsvisit”. Det drejer sig primært om de indbrudstyve, der er prøveløsladte eller som for nyligt er dømt for indbrud i beboelse.
Mere information
- Hvis du som borger har observeret mistænkelig adfærd i dit nabolag, så ring til Midt- og Vestjyllands Politis Servicecenter på 1-1-4.
- Man kan også benytte politiets egen app, som kan downloades til mobilen via App Store eller i Play Butikken. Politi app’en giver mulighed for et sende billeder eller sende beskeder med tip direkte til politiet.
- Du kan læse mere om, hvordan du kan forhindre indbrud på stopindbrud.dk
Se også Det Kriminalpræventive Råds video