SabetoFLEX ønsker at gøre op med betegnelsen ’UdkantsDanmark’

Foto: TR Consult
ERHVERV:

Virksomheden SabetoFLEX med adresse i Roslev har netop meldt sig ind i erhvervsnetværket i Roslev. Med sit medlemskab ønsker direktør Per Poulsen at styrke sammenholdet i sit lokalområde.

I en 3800 m2 bygning, der tidligere har huset en møbelvirksomhed, har Roslev-virksomheden SabetoFLEX domicil. Fra adressen driver direktør Per Poulsen sin forretning, som har specialiseret sig i miljørigtige og holdbare inddækningsløsninger. 

Virksomhedens kunder er grossister fra både ind- og udland og det går godt hos SabetoFLEX. Per Poulsen fortæller: ’Vi har haft en meget tilfredsstillende vækst på 23 % henover foråret og med vores fokus på eksport oplever vi også en stigning i væksten på vores udenlandske markeder.’

Væksten har betydet, at virksomheden sidste år realiserede planerne om at udvide og flyttede ud af de 900 m2, som nu var blevet for trangt. Den nye adresse er fortsat i Roslev. Og sådan ønsker Per Poulsen at det skal blive ved med at være. Han fortæller: ’Vores forretning er ikke afhængig af, at vi skal være placeret i en storby. Derfor valgte vi selvfølgelig at blive i vores lokalområde, hvor vi også bor. Og der er mange fordele ved at drive virksomhed fra det såkaldte ’UdkantsDanmark’. Her er loyale medarbejdere og meget billigere husleje.’

Den lokale tilknytning ønsker Per Poulsen at styrke yderligere og derfor er SabetoFLEX netop blevet medlem af Roslev Erhvervsnetværk. Med medlemskabet vil Per Poulsen bidrage til, at man holder mere sammen i landsbyområderne.

’Vi må holde sammen og gøre vores til at holde gang i lokal-livet. Det her negative rygte omkring ’UdkantsDanmark’ skal vi støtte op om at modbevise. Vi har et meget aktivt erhvervsliv i Roslev og i resten af Salling. Vi samarbejder med flere lokale leverandører og de får altid det første bud, når vi skal have tilbud hjem på en opgave. Jeg mener, vi skal stå sammen om at skabe synlighed omkring alt det positive, vi kan tilbyde her på egnen. Det dårlige ry skal høre op’, afslutter Per Poulsen.  

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk