Nyt projekt tilbyder målrettede kurser

ERHVERV:

Via organisationen Dansk Kyst- og Naturturisme (DKNT) tilbyder SET/Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter nu målrettede kurser til turisterhvervet og andre, der sælger til turister. Dette sker i forbindelse med projektet Danske Turismekompetencer og målet er at give turismevirksomhederne chancen for at indfri deres vækstmål.

Erhvervsstyrelsen har netop godkendt ’Danske Turismekompetencer’, og projektet er nu under opstart flere steder i landet – bl.a. i Skive kommune. Projektet er tænkt som et tilbud til små og mellemstore turismevirksomheder, der ønsker hjælp til at forbedre sig gennem kompetencegivende forløb indenfor eksempelvis salg og service, personligt værtskab, digitalisering, forretningsudvikling eller content marketing.

-Turismevirksomheder over hele landet yder en kæmpe indsats for at nå deres forretningsmål, men hver femte virksomhed har udfordringer med at realisere potentialet. Derfor har vi, i samarbejde med de danske regioner, skabt et kompetenceløftende projekt med skræddersyede forløb, som understøtter de vækstmål, virksomhederne allerede har sat, siger direktør Jens Hausted, DKNT.

Udviklingskonsulent Marlene Rasmussen fra SET uddyber: -Formålet med projektet er at styrke kompetencerne hos ledere og medarbejdere i turismevirksomhederne – for dermed at hjælpe dem med at indfri deres vækstpotentialer.

-Så hvis du sælger til turister og har specifikke ønsker til kompetenceudvikling i form af skræddersyede kurser, er det nu, du skal slå til, lyder det fra udviklingskonsulenten, der gør opmærksom på, at Danske Turismekompetencer ikke har færdige kurser på programmet. Det er op til den enkelte turismeaktør at kontakte SET med ønsker og behov.

-Ud over de arbejdstimer, det kræver at deltage i projektet, har turismevirksomhederne ingen udgifter ved at deltage i ’Danske Turismekompetencer’, understreger Marlene Rasmussen, der opfordrer Skiveegnens turismeaktører til at kontakte SET, hvis de har ønsker til kommende kurser, der kan styrke deres forretning.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk