Andreas Svane er indehaver af Nordic Wood Work by A Svane og en mand med klare holdninger til samfundets ’brug og smid væk’ mentalitet. At han samtidig er en usædvanlig dygtig håndværker får man syn for, når man besøger ham i privaten, hvor genbrugsmaterialer pryder hjemmet på smukkeste vis.
Som uddannet bådebygger og snedker er træ Andreas Svanes hjemmebane. Samtidig har han en passion for genbrug og anvender meget af sin tid på at give nyt liv til træ, der ellers bare ville blive kasseret.
’Når man ser på, hvad der bliver smidt ud i dagens Danmark, kan man godt blive lidt forarget’, begynder Andreas Svane. ’Jeg oplever ofte, at selv træprodukter, der ikke fejler noget som helst, bliver smidt ud – blot fordi de er til overs’.
Han forklarer videre, at det er meget sjældent, at han smider noget ud. Faktisk gemmer han det meste og har heldigvis en hel del plads på sit velorganiserede værksted ved Grættrup – selvom der efterhånden er godt fyldt op med mange forskellige ting, der meget vel kan blive brug for en dag.
Et af de mere specielle produkter Andreas Svane har kastet sig ud i er design og produktion af skærebrædder og fade – naturligvis med træ som det bærende element og lavet fra bunden i hånden. For det er et andet særligt kendetegn ved Nordic Wood Work by A Svane: Der er tale om kvalitetshåndværk, der er lavet fra bunden, hvad enten det er restaurering af gamle vinduer og døre, bådebyggeri, levering af nyt trægulv, eller fremstilling af unikke skærebrædder og fade.
Andreas Svane gør i øvrigt meget ud af at dokumentere sit arbejde gennem fotografering. Derfor kan interesserede både se de flotte billeder og følge hans arbejde på blandt andet virksomhedens hjemmeside og sider på Facebook og Instagram.
Baggrundsinformation om A Svane ApS:
Virksomheden blev etableret i 1999 og beskæftiger i dag indehaveren selv. Herudover arbejder Nordic Wood Work by A Svane sammen med andre selvstændige håndværkere, arkitektfirmaer, konsulenter m.m. alt efter opgavernes karakter. Virksomheden beskæftiger sig blandt andet med snedkerarbejde i forbindelse med restaurering af bygninger og både og har en helt særlig interesse for finere detaljer i træ og genbrug af gamle trækonstruktioner. Herudover designer Andreas Svane en række produkter selv. Opgaverne løses på eget værksted eller ude hos kunder rundt omkring i Danmark.